Redaktionelle tekster – Side 8

september

Redaktionelt september 2019

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

De første år jeg redigerede Slagtryk boede jeg på Birkedommervej. Min stationære computer stod på et aflangt spisebord og blev flyttet frem og tilbage alt efter hvor mange mennesker der var til spisning eller fest. Her sad jeg ofte i de sene aftentimer efter at have været på arbejde i Søborg og læste de bidrag der kom ind. Og fulgte de blogs der var aktive. Jeg var altid alene, når jeg læste og mine udbrud kunne sagtens være opløftede og højlydte, når jeg synes vi havde fået noget ind af særlig kvalitet. Enkelte bidrag husker jeg bedre end andre – “Sølvmadder” var en af de tekster vi havde været ude og spørge til efter at have fundet den på en blog. Det gjorde vi de første par måneder indtil vi var udbredt nok til at bidragene kom ind i tilstrækkelig grad. Nogen svarede aldrig tilbage, andre gjorde og på den måde fik vi både bidrag af Simon Grotrian, Julie Sten-Knudsen og Peter Højrup.

Senere boede jeg på færre kvadratmeter på Vesterbro med min kæreste. Efter nogle måneder købte jeg en bærbar computer, som var nemmere at pakke væk fra vores delte skrivebord. Da vi fik vores første barn blev skrivebordet til et puslebord og jeg fandt en plads i en lænestol med ryggen til verden udenfor. Min kæreste syntes at computeren havde ryggen til hende indenfor, fordi hun ikke kunne se hvad der skete omme på min side. På en måde forsøgte jeg måske at skabe mit eget rum for læsningen. I den tid lavede vi også en del videoer i den lejlighed. Særligt husker jeg Lars Emil Foders – både fordi Guitar er så velkomponeret, men også fordi han sidder i den stol jeg normalt læste bidrag i, og svarer på spørgsmål. Det lys forbinder jeg med Slesvigsgade. Og det lys og den latter Tina My Ljørring Pedersen havde lige den dag hendes video blev skudt.

Mit eget rum for læsning blev endnu mindre, da jeg for halvandet år siden flyttede til Ny Hammersholt. Her blev min læsning udvidet til en daglig togtur til Nørreport station og tilbage igen. Telefonen var egentlig god nok og så længe jeg kunne sidde ned, så kunne jeg godt synke væk i et øjebliks læsning. Men det var kun et øjeblik, sjældent mere end 2-3 bidrag af gangen – og derfor også et andet flow. Omvendt kom der i en periode flere bidrag på video, som jeg ikke havde bedste forudsætninger for at se i S-toget. Så der kom en forskydning fra åbning af email til oplevelse af bidraget, en forventning der fik lov til at bygge sig lidt op. Tilgængeligheden havde ellers aldrig været en problemstilling, jeg havde altid tænkt, at jeg havde adgang til alle bidrag altid.

* * *

Mia Dall stopper desværre som redaktør. Efter at have fået arbejde på Politikens Forlag i foråret (tillykke!), så har hun haft sværere ved at forfølge sine egne projekter ved siden af arbejdet med Slagtryk. Mia har løftet os visuelt – blandt andet gjort os mere synlige på instagram – og lagt en stor indsats i sine opgaver. Det har vi sat stor pris. Den nuværende redaktion pønser på flere ting, som skal styrke tidsskriftet. Og hvis du går med en redaktør i maven, så spring ud og send os en email, når du her har læst om hvad vi kigger efter hos dem, der ønsker at indgå i Slagtryks virke.

juni

Redaktionelt juni 2019

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

Som redaktør er jeg først læser af tekst med fornøjelse og nysgerrighed. Men dernæst også af pligt overfor en hvilken som helst tekst. Jeg læser med et vurderende blik – for teksten, min egen smag og Slagtryks. Jeg prøver at læse hvad der står, men læser af og til hvad der ikke står. Og så diskuterer med mine medredaktører om hvad det er bidraget kan. I juni har vi publiceret fem af de bidrag, som vi har modtaget i maj og juni måned.

Julie Teilmann indledte med digte hvor kroppen og naturen blander sig (ud og ind af hinanden); det er tre messende digte med et letsvævende vi. Teksten er interessant, fordi den gennem sine benævnelser bliver til en konkret virkelighed – om end den stedsligt måske ikke er helt så let at være i. F.eks. “vi er havgusen/ blæsten/ hvisken” (letheden er umulig at fastholde i sin helhed) eller “Vi et sted blandt siv” (upræcist sted) eller “vi er impulserne / ømheden” (følelser, altså ikke-materiale der kan ses/ røres). Og samtidig er det allestedsnærværende, fordi det er hvad digtet er fuld af, dette vi, hvad end det helt er dér på “tungernes spids”.

Det er ikke altid en rar oplevelse at åbne min Slagtryk email. Richard Rosenvold Jensens Kødtrappe er hård læsning med den selvskadende adfærd, hvor fingre, mund og mave udsættes for fysisk ubehagelige handlinger. Teksten fremstår også helt smadret gennem sin til tider vanskelige, dog poetiske tegnsætning. Som redaktør kan jeg blive helt i tvivl om hvad det er jeg skal forholde mig til, det er nærmest som om volden er formålsløs? Og så alligevel ikke – kunne det være et opgør med kroppen eller nysgerrighed omkring den?

Mette Damgaard Sørensen tilbyder et stykke prosa med højtbelagt ensomhed, der kun bliver mere tydelig gennem de to personers akavede interaktioner og afvisning skiftevis. Tekstens fire afsnit ens i kraft af deres prosaiske flow, det fjerde længere med dialog og det tredje med en mulighed i “Eller:” som om forfatteren tilbyder en alternativ læsning, som om teksten retter sig selv for at sige sandheden, eller i al fald komme med detaljer, blive mere privat overfor læseren. Lyt, siger teksten, men samtidig skal vi være på vagt. Forfatteren afslører i starten at “jeg skrev og skrev” og fokus var på skraldespandene fordi de nu engang var der og nu er fokus på bugtaleren, fordi han nu engang var her. Vi læser et stykke fiktion, men er fiktionen fordoblet i teksten?

Shosha Raymond skriver en tradition frem fra en familie. Teksten er ligetil og ikke uden en hvis lærdom om hierarki, respekt og familiemønstre. Den er også helt konkret, let at forholde sig til, let at forestille sig fordi alt der (be)skrives er fysisk: bordet, opvaskemaskinen, gryder og pander, oliven og olivensten på en gul serviet. Hvorfor er den gul, tænker jeg, er det jegets minde, står det skarpt netop dette billede af olivensten på en gul serviet. Der er meget liv i teksten samtidig med at den virker til at være ligeglad med sig selv, når den f.eks. i samme sætning forklarer at det hele er et kredsløb (overordnet) og at der råbes af farmoren, det ældste familiemedlem, om at hun skal sætte sig ned og hvordan vi helt konkret ser farmorens mund spise oliven (detaljerne er fra vores egen forestilling). Læseren er på alle måder inviteret med ved bordet.

Jakob Lundbøls bidrag er prosapoetisk, måske mest af alt et forsøg på at indfange det, at “hun ligner en maske”, hvor den centrale sætning måske er “hendes maske har altid lignet min”, hvorfor jeg (i al fald) bliver i tvivl om hvad han egentlig forsøger at indkredse – hende, hans relation til hende eller måske ham selv? Eller så meget i tvivl er jeg nu ikke, jeg synes egentlig ikke, at teksten er åben nok til at lægge for mange ord fra en redaktør i hvad der kunne stå; det der står er at farverne indikerer alderdom og rigdom, mens træthed og stilhed dominerer. Teksten slutter i kærlighed (kærlighedsknopskud) og måske i samhørighed (søndags vingeklip) – nu gjorde jeg det alligevel, læste noget ind i det efter at have genlæst højt for mig selv.

*

En redaktør stopper: Lasse Skjold Bertelsen stopper som redaktør ved udgangen af denne måned. Det er vemodigt, fordi Lasse var medgrundlægger af Slagtryk – ikke bare har Lasse været med fra start og arbejdet frivilligt med bidrag i ni år. Det var Lasse, der navngav tidsskriftet efter det systoliske blodtryk, han har været primus motor for vores forsider, han har været inde over en lang række af vores arrangementer og har haft fingrene i stort set alle hjørner af vores virke.

For mig personligt (Erik) er det også en ven, der stopper. En ven, der i sit litteratursyn er et helt andet sted end jeg selv og som har givet mig mange gode læsninger, holdt redaktionen ved ilden og med sine natlige raids gennem de indsendte bidrag været en, man altid kunne spille bold med. Selvom andre i redaktionen kommer til at udfylde hans roller, og nye dynamikker mellem redaktørerne får mulighed for at folde sig ud, så bliver det ikke uden afsavn.

maj

Debutantfetichering

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

Det er noget helt særligt at debutere. Og jeg synes det er fantastisk, at der findes to-tre debutantpriser i Danmark; lad os endelig hylde dem der har modet til for første gang at få skriften på gled i det offentlige rum.

Men der er en tendens til at debuten bliver en fetichering hos forlag, aviser, medier og andre tidsskrifter. Det at forholdet ’at det er en debut’ kan blive en kvalitet i sig selv finder jeg problematisk.

Når debutudgivelsen møder et publikum, så er det teksten selv, der er det interessante. Den bliver ikke bedre eller dårligere af at være fra en debutant. Det kan være fint, ansvarligt måske, at den litterære offentlighed er opmærksom på det, overvejer om den fortjener opmærksomhed for andet end dets nyhedsværdi. Og jeg er med på at nyhedskriterier nu engang kan være ung/ gammel, mand/ kvinde, debuterende, etnicitet, og så videre. Jeg er også med at på at en udgivelse fra en debuterende måske kan forklare noget om den litterære kvalitet, men det kan lige så vel ikke forklare en noget. For bog nummer to, tre eller firs, fra en (eller anden) forfatter kan også være præget af forskellige faldgruber i det litterære andedam; det er ingen forbindelse mellem kronologien i et forfatterskab og forfatterskabets kvalitetsmæssige udvikling. Og jeg er sikker på, at de færreste ville foretrække en statistisk normalfordeling som barometer for en udgivelse i et forfatterskab. Jovist, det kan lugte af talent. Men er det godt?

Når jeg taler om en fetichering, så er det fordi det bliver et emblem udgivelser pyntes med igen og igen. Ordet romandebut vidner om hvordan der koges suppe på “første gang”, at det er noget der kan ske igen og igen, hvis bare vi er opfindsomme nok. Krimidebut, kogebogsdebut, etc.
Hos større forlag sker det endda at en udgivelse kaldes en debut, selvom forfatterens første udgivelse skete på et mindre forlag. F.eks. har både Tine Høeg og Caspar Eric haft fysiske udgivelser på AFV press før Rosinante/ Gyldendal udgav deres bøger.

Slagtryk er et tidsskrift hvor forfattere debuterer. Og selvom vi har ca. samme antal debuterende forfattere hvert år, så kalder vi ikke os selv for et debutanttidsskrift som f.eks. Hvedekorn og Lars Bukdahl har for vane. Det skyldes ikke kun, at vi er så meget mere end det. Det skyldes også, at der er kun den ene debut for en forfatter, og hvis der skal være alt for stor fokus på netop det i den litterære offentlighed (forfatteren selv må gerne juble, skryde, stoltsere), så bliver det en flad fornemmelse bagefter. For forfatteren såvel som offentligheden. For samme fanfare følger ikke anden, tredje, fjerde udgivelse. Ok, der er nu hele to priser (i DK) for en forfatters anden udgivelse. For det er jo synd, at forfatterne ikke får den opmærksomhed de blev lovet i forbindelse med modtagelsen af deres første udgivelse.

En debut ikke er et kvalitetskriterium uanset køn, alder eller etnicitet. Jeg vil mene, at vi kunne få bedre formidling af ‘debutanterne’, hvis det nye ikke drejede sig om forfatteren som ny, men handlede om hvad udgivelserne står for?

april

LILLE NOTE OM REDAKTIONSPROCESSEN

- ved redaktør Lasse Skjold Bertelsen

Slagtryk har ikke kun én men fire redaktører. Vi læser alle sammen alle samfulde bidrag og vurderer dem skriftligt gennem samtale i Google Docs. Vi taler ikke med én stemme men har hver vores farve i dette dokument. Vi taler ikke med samme stemme og stemmer heller ikke om, hvorvidt et digt er godt eller ej. Vi læser det, fremlægger den samlede oplevelse for de andre og hæfter os måske ved en lille stilistisk detalje eller en krank metafor. Så argumenterer vi nogle gange for vores læsning, hvis en anden eller flere af de andre redaktører er uenige i bedømmelsen, og så kan det være endda være, at hvis uenigheden er tilstrækkeligt stor, så kommer digtet på dagsordenen. Dvs. på dagsordenen til et redaktionsmøde, hvor vi vurderer det mundtligt, udspørger hinanden, læser det igen inden i os selv for til sidst at komme til en konklusion. Alt dette sker som regel inden to til tre uger, for digtet skal ud og videre.

Det skal videre fra det Googledokument, hvor vi med hver vores farve indfører navne og datoer i én lang liste, hvor så hver kommentar også dateres med hver vores farve, og det kan være, at der af og til ikke står andet end Til publicering under et bidrag, under et navn. Så er der ikke lagt op til diskussion fra den redaktør, der gerne vil teksten det bedste, men diskussion skal der nok komme af og til, for vi er ikke enige om, hvad der gør det gode digt godt, eller hvad det skal gøre godt for, eller hvad det gode i det hele taget er at gøre. Vi ved det ikke på forhånd. For det skal læses i hver tekst, som den lander i vores indbakke og siden bliver flyttet til Googledokumentet, hvor der siden 2011 har været fire mænd og seks kvinder i redaktionen, der har diskuteret teksterne indsendt til Slagtryk. Hver redaktør har også kunnet nedlægge veto, men det kan tælles på en hånd over de seneste otte år. Så enten er vi ikke mere uenige end dét, eller også er vi hver især gode til at tale vores sag for den resterende redaktion.

Slagtryk har ikke kun én men fire redaktører, og vi vil gerne være flere eller i hvert fald én mere.

– – – –

Ny redaktør søges. Deadline 8. maj Slagtryk søger stadig en ny redaktør, og vi vil opfordre alle, der ønsker dansk poesi og kortprosa en grundig læsning og en hurtig publiceringshastighed, at sende os en ansøgning inden d. 8 maj. Læsningen af de indkomne bidrag er det centrale, men hvis du har andre evner inden for programmering, arrangementafvikling eller litteraturdebat, er vi meget åbne for at høre, hvad du gerne vil lave i tidsskriftet Slagryk. Læs mere her og send os en email: Redaktør søges

marts

Litteraturen kan da det hele, pløk den.

- ved forfatter og Kronstork-redaktør Lars-Emil Woetmann

Når du udgiver noget litteratur, hvad enten det er som redaktør eller forfatter, så trænger spørgsmålet om litterær kvalitet sig på, hvorfor udgive det ene frem for det andet? Hvad kvalificerer et stykke sprog til at komme andre ved? Hvordan kan du tillade dig at fylde fremmede hjerner med netop denne litterære dims?

Det lette svar er litterær kvalitet, så får du ikke sagt for meget, og du kan være sikker på, at du genkender litteratur, der falder i nærheden af en eller anden litterær smag, hvad der nu findes i feltet, hvad du nu har lært, er godt.

Hvis du bliver stående her, så risikerer du at lukke litteraturen inde i sig selv – og du mister blikket for Litteraturens primære begrundelse, skulle jeg mene, dens heterogenitet. Det vil sige, du risikerer at dømme værker på, om de kan bære at blive litterær lov.

I den evige debat om politisk litteratur advarer den dominerende side, modernismens traditionalister, imod den politiske instrumentalisering af litteraturen, den skal ikke misbruges til propaganda, den skal ikke reduceres til læserbrev, voldelig kommunikation, der vil fastlægge den stakkels læsers idéer. Der er da også gode grunde til at advare imod en sådan instrumentalisering – hvis instrumentaliseringen og værkernes progressive hensigter, deres opdragende virkning, skulle gøres til lov, Litteraturen må stå fri. Men den enkelte litterære dims er ikke lov. Den er sin egen vektor, der bare begynder i det litterære felt, forankret måske i et sært blik, hvorfra den vil stikke af.

Det er fuldt muligt at bruge sin litteratur politisk-aktivistisk eller udøve borgerlig ideologikritik på dimserne uden at lukke feltet, så længe der er mangfoldige indgange til udgivelse eller kritisk virksomhed, anerkendelse og taleret, så længe omgivelserne læser med – og tør forholde sig nogenlunde frimodigt, refleksivt til hensigten.

Hvilken frigørelse er det ikke! Den litterære dims behøver ikke længere at være det hele. Du kan nu konkretisere udgivelsesbegrundelsen til specifikke egenskaber. Hvad bevæger dimsen, hvor bevæger den sig hen, hvad skubber den til? Er den morsom? Danner den en fiktions-labyrintisk refleksionsfelt? Producerer den sandhed? Vælter den regeringer? Synliggør den tidens følelse? Nu leder du efter begrundelser i stedet for dygtighed, og det bliver lettere at være modig.

Du løfter blikket og du vil nu se, hvordan den litterære dims både trækker gennem andre litterære dimser, men også ud i omgivelserne, hvor den vil findes som et – hvis den er litterær nok – forstyrrende element, fordi dens teknik, den sproglige formgivning, producerer noget andet, dvs. den forandrer, reflekterer og indrammer det fælles gennemsigtige sprog, så du kan se meningen.

Så eksploderer Litteraturens spil. Dimsen kan bevæge de andre, når du pløkker den på det udenfor.

– – – –

Ny redaktør søges. Deadline 7. april! Vi i redaktionen tror på at flere hoveder og hænder i Slagtryk giver et bedre tidsskrift og vi vil derfor opfordre alle til at sende os en kort eller lang ansøgning om at være med til at lave det bedste digitale tidsskrift. Hvis du vil tidsskriftet på den lange bane, så har vi noget værdifuld at tilbyde din fritid. Læs mere her og send os en email: Redaktør søges

– – – –

Honorar for Q4 2018 uddelt af Martin Bastkjær til Dennis Alves Pedersen for sit bidrag: Danmark staves med “a” på dansk.

Læs mere om det kvartalsvise honorar her: https://www.slagtryk.dk/honorar/

februar

Redaktionelt februar 2019

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

Vi publicerede februar for otte år siden de første 11 tekster i Slagtryk. For mig som redaktør føles det som lang tid siden jeg tog stilling til disse tekster; der er i Slagtryk-regi sket så meget siden og også privat er jeg et andet sted i mit liv. Men er teksterne blevet gamle af den grund? Hvad er en gammel tekst overhovedet?

Det kan være en tekst med x antal år på bagen. Vi kan sætte en grænse – ved forældelse af ophavsretten f.eks.. Det er en simpel angivelse, men i mine øjne også en usikker angivelse, da vi forholder os til hvornår teksten er publiceret i stedet for at forholde os til hvornår teksten er skrevet. (Er teksten færdig, når det sidste tegn er sat; ved en antagelse af teksten, ved en evt. sidste korrektur?). Vi kan godt blive enige om noget principielt, f.eks. udgivelsestidspunktet, det giver os mulighed for at ordne tekster kronologisk; men det er for vores egen skyld, det har ikke noget med teksterne at gøre.

Vi kan se det i forhold til forfatterens samlede værk. Ved en ældre forfatter vil vi så bedømme en tekst publiceret (eller skrevet) for otte år siden som nyere, mens en tekst (debut?) fra en anden forfatter for otte år siden vil blive anset som gammel.
Eller hvis forfatteren ikke har skrevet (eller publiceret) noget siden en publicering for otte år siden, føler forfatteren så at teksten er gammel, fordi det måske føles som evigheder siden, noget der tilhører et andet liv? Måske er teksten glemt, fordi en kontinuerlig publicering af tekster / værker ikke har fundet sted og at forfatteren og dens tekster glider ud af bevidstheden.

Vi kunne også se på det i Slagtryk-regi. Er det en af de tekster, der er publiceret i begyndelsen af Slagtryks levetid eller for nyligt? Jeg kan ikke bedømme om otte år er lang tid nok til at se forskelle i materialet og tvivler på at de skiftende redaktører har været udslagsgivende på samme måde som forfatternes indsendte materiale hen over årene har været. Er otte år for kort tid til at vi kan se forskel på tekster indsendt for 8 uger eller 8 år siden; for størstedelen af vores bidrag tror jeg det ikke.

Når jeg genlæser bidrag fra 2011 gør jeg det med en emotionel erindring forankret i alt hvad der hører med omkring “mit første år som Slagtryk redaktør”. Men nye læsere kan sagtens starte her. “Sølvmadder” – som er blandt vores første tre publiceringer – kan idag (og forhåbentlig mange år frem) opleves som frisk, sjov og helt som sig selv i forhold til andre publiceringer i perioden. Men en læser med en vis litterær ballast kan blive mindet om Tre små kinesere på Højbro Plads og komme i tvivl om Sølvmadders originalitet (jeg vil stadig argumentere for en mere subtil dybde i dens leg med tegn). Det jeg mener er, at læserens egen kontekst og erfaring er med til at vurdere tekstens alder.

Det er ikke fordi jeg mener, at en tekst forældes i kraft af hvor længe siden det er den er skrevet eller publiceret. Og det er nok først hen over årene, at en tekst beviser sin levedygtighed.
Og her synes jeg det kan gå hen og blive interessant. For en forfatter kan vælge at skrive meget nært og anvende stærke markører (et slang-udtryk, begreber, ting, begivenheder, etc.) fra for netop én periode. F.eks. skriver Caspar Eric i sin debut om Facebook, gmail og Mozilla Firefox-historik – sidstnævnte med fare for selv at blive historik indenfor de næste par år. Og han spørger (via Google) ”hvornår kommer iPhone 5”. Følelsen er stadig den samme i 2019, spørgsmålene er stadig de samme: hvornår kommer iPhone 11? Jeg vil mene, at teksterne med referencerne og sproget bliver hurtigere ældre end andre tekster publiceret i samme periode. Men det betyder ikke at de forældes, snarere synes jeg de hurtigere får muligheden for at bevise deres levedygtighed, når de overlever deres tidsbilleder.

– – – –