Redaktionelle tekster – Side 8

marts

Virusdigte

- ved redaktør Christine Lind Ditlevsen

I denne udmattelse, hvor vi kun kan søge mod os selv og ikke hinanden, er digtet en nøgle til at forstå vores tid.

Morten Søndergaard skriver i digtet VI RUS (uddrag):
Nogen har spist en flagermus i Kina/ og den lille bløde, lodne krop ændrede verden. / Dette er ikke verdens ende, men måske/ er det på tide at give den tilbage til flagermusene.

Virus er det ord, der ligger på alles læber, virus er det spørgsmålstegn, der fylder vores ansigt i spejlet.
Virus er det modsatte af Horus, guden, der personificerede orden, lys og civilisation.

Klaus Høeck skriver i digtet CORONA (uddrag):
på en eller an/den mærkværdig måde ved/jeg noget om vi//rus (vira) fordi/min tidlige digtning er/gennemsyret af//computervirus/se tredjeversene i/mine sonetter

Forstår vi til bunds, hvad en virus er? Forstår vi, hvad et digt er? For tyve år siden spurgte filminstruktør Claus Bohm 10 digtere i filmen DIGTER, hvad en digter er, hvad skønhed er, hvad et digt er.

Nicolaj Stochholm mente, at digtet kan rykke rundt på de knogler, vi har, fordi det er sprog. Fordi mennesker består af sprog.
Ja, poesi er en fysisk oplevelse, et spørgsmål om tillid og tro, sagde Naja Maria Aidt.
Morten Søndergaard sagde, at der i digtskrivning ligger et stort ønske om at forsvinde. At digtet er en skønhed, der udsletter jeget.
For Katrine Marie Guldager var digtet det, der ikke har nået hovedet endnu – men hænderne.
At skabe kunst, sagde Lene Henningen, er at udvise ærbødighed over for livet.
Fordi der ikke findes liv uden lidelse.

Jeg synes, at digte skal være en virus, der spreder deres hovedløse skønhed, fysik, ærbødighed overalt og slår en sprække ind til evigheden.

* * *

Marts måned er sponsoreret af Vild Maskine, der blandt andet udgiver dansk skønlitteratur.

Danske forfattere og især mindre forlag er blandt dem der er presset af landets delvise nedlukning. Her er økonomien allerede er hårdt spændt for og et dyk kan gøre det usikre endnu mere ustabilt. Redaktionens opfordring er at gå i den lokale boghandel eller bestille bøger hjem via nettet – det er med til at sende lidt penge rundt i systemet.

Og hvis du lige nu ikke har råd til at købe noget, så støtter du forfattere (royalty og bibliotekspenge) og forlag ved at låne e-bøger og lydbøger på f.eks. Ereolen. Du kan finde Vild Maskines udgivelser på Ereolen.

februar

Redaktionelt februar 2020

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

Slagtryks redaktion er fra januar blevet udvidet med to redaktører, nemlig Kasper Knudsen Muusholm (fra 1993 – studerer på Det Jyske Akademi) og Asta Broe Borch (fra 1997 – er bl.a. frivillig i Møllegades Boghandel). Derfor består redaktionen nu igen af fem redaktører bosat i forskellige dele af landet.

Og vigtigere end bopæl: Helt konkret giver nye øjne på de indsendte bidrag nye diskussioner og derfor følger også en måske velkommen justering i den redaktionelle linje, der fortsat har øje for både kvalitet og alsidighed, men som jo er to omskiftelige størrelser.

Tidsskriftet Slagtryk er i gang med sin 10. årgang. Vi startede tilbage i 2011, hvor tidsskrifter med ny dansk litteratur var en mangelvare og debuterende forfattere reelt kun havde et sted, som optog digte fra debutanter og udkom lige så ujævnt som nu.

Slagtryk tilbød til gengæld både hurtig responstid, flere (og nye) redaktørøjne samt større læserskare end andre lignende litteraturtidsskrifter. Sådan er det stadig – og sidenhen tilføjede vi også videoportrætter, workshops og oplæsningsarrangementer, LIVE skrift, temanumre og meget andet. Og flere af de ting kommer vi også til at gøre i år.

Slagtryk har fået fotografisk billedkunstner Kirstine Autzen og litteraturformidler Lea Fløe Christensen til at kuratere forsiderne til årets ti numre. Det er første gang redaktionen ikke selv udvælger forsider og samarbejdet har vi set frem til. Første forside var en keramik installation af VERSUS (Mariko Wada med flere). Foto af Ole Akhøj.

Når året er omme holder vi en fest og fejrer, at vi over de sidste 10 år har givet 100.000 kr til bidragyderne – mest som en symbolsk handling, bidragene gennem 10 år er meget mere værd. Så følg med og tilmeld dig vores nyhedsmail, hvis du ikke vil gå glip af noget.

* * *

Sidste nyt har fået sin egen side på Slagtryk -> slagtryk.dk/sidste-nyt/. Læs blandt andet Andrea Vermehren Holms motivering af hvorfor honorar for Q4 gik til Anne Katrine Bagai.

december

Et hvidt år

- ved redaktør Thomas Glud

Endnu et år er gået i Slagtryk. Jeg vil kortfattet samle op på året ved at tælle farverne.

Jeg læser normalt aldrig med fokus på farver, men ved et tilfældigt gensyn med udsendelsen Bazar 1984 med Strunge, Tafdrup, Baidel og Bjørnkjær, lagde jeg mærke til noget Michael Strunge sagde i en sidebemærkning. Strunge nævner at der til efteråret 1984 udkommer en bog med titlen Sort poesi.

Året inden var Hans Mølbjergs Farvepoesien udkommet. Bogen var en alternativ tilgang til poesien, en lige så overraskende som enkel indgangsvinkel til læsning og fortolkning, men den satte kun et svagt aftryk i poesiens virkelighed. Sort poesi er et udvalg den sorte side, udvalgt af Asger Schnack og Klaus Høeck.

Og siden har jeg ikke kunnet slippe denne let naive men samtidig tankevækkende måde at gå til teksterne på.

Årets sidste måned chancerer nogenlunde sådan her: Rødlilla lyngblues, små blå perler, gråligt skær, sortsmudset gletschervand, lyserød harpiks, hvid hud, lyseblå skikkelse, knaldrøde vanter, sorte skikkelser, grå himmel, hvid mascara, røde skygger, hvid rim, det hvide støv, hvide ridser…

Og tæller man hele 2019 mere systematisk, ser farveskalaen sådan her ud:

28 rød 26 blå 19 gul 15 grøn 1 orange 6 lilla 19 grå 37 hvid 19 sort

Jeg skal ikke kloge mig i, hvad alt det her betyder, for denne klummens formål er blot at se på verden og konstatere, hvordan den ser ud. Men ‘sortsmudset gletschervand’ og ‘lyserød harpiks’ fremmaner sammen og fra hver sin tekst en læsning af verden, som i den grad har præget 2019, og som vi formentlig vil se mere af i 2020.

Med de ord ønsker Slagtryk nye og gamle læsere et godt nytår.

* * *

Vi er Vild Maskine taknemlige for at have valgt at sponsorere denne decemberudgave af Slagtryk samt yderligere fire udgivelser i 2020.

Vild Maskine er startet i 2015 og udgiver primært ny dansk skønlitteratur for alle aldersgrupper. Indtil videre har forlaget udgivet fire debuterende forfattere, der forinden har haft bidrag i Slagtryk: Kasper Ralsted Jensen (Feberdreng, digte, 2017), Marie Louise Tüxen (Jeg ser mig selv som rytmisk, roman, 2017), Frøydis Sollid Simonsen (Hver morgen kryber jeg op fra havet, kortprosa, 2015) og senest Morten Walther Rasmussen, der i år har udgivet kortromanen Helikopter.

Læs mere om Vild Maskine

Læs bidrag i Slagtryk fra Kasper Ralsted Jensen, Marie Louise Tüxen, Frøydis Sollid Simonsen, Morten Walther Rasmussen

Du kan også støtte Slagtryk i det små. Kig forbi Patreon og læs hvordan.

november

Før skrivningen gik man rundt og ventede på at komme i gang

- ved forfatter Jonas Okholm Jensen (gæst)

At skrive er at være i venteposition. Man begynder at skrive, fordi man har sat sig ned for at komme videre. Før skrivningen gik man rundt (under oprørte skyer: “Hvad helvede er der galt med mig/jer?”) og ventede på at komme i gang. Egentlig kom der heller ikke noget skrift, da man sad klar til at skrive ved skrivebordet. Det er, når man lægger alt fra sig, og sig selv afklædt i skrivesengen, hvilket den ikke må kaldes, for så var det heller ikke der, at man begynder at skrive.
At skrive er at ligge ned. At rejse sig er at redigere. Men altså først efter sengen, hvor skriften har præsenteret sig for at komme (længere og længere) ud med badevinger, redningskrans og alarmcentralen til gene i røret. Man ville fortælle sandheden (om at skrive), og det er ikke utænkeligt, den er der, eller var der, men først kunne den ikke komme ud, fordi den ikke var der, og da den var der, ville den ikke ud, før man havde lagt sig, og der var den allerede gammel. Man griner.
Selv i selveste skriveprocessen er der tale om en konstant tøven og venten blot i en erkendt venteposition, og det er en liggende en af slagsen, så det kan være det samme, skulle man falde i staver. Falder man om, står man til at redde, da man flyder, som man har underlag til, med sølvfisk og ovnfisk på drømmesengen i gæsteværelset. Da gæsteværelset var arbejdsværelset, blev der intet arbejde foretaget, fordi man ikke lå i sengen og skrev sine flydere, men sad i en ret stilling ved skrivebordet og ventede på at få noget fra hånden, som i stedet blev til noget at æde, drikke, ryge, kaffe, spille, chatte, skide, feste og fri til. Gå i dørken.
Da man endelig lagde sig, løb skriften ud i livlige fingre. Så gælder det om ikke at lukke øjnene. Eller åbne dem, hvis man er ved at vågne, så meget, at man kommer til at rejse sig, for ret op er kun redigering. Måske man rammer en åre at padle i. En hoste trænger sig på. Det er skrivehosten. Så er man på ret køl. Var det mon i virkeligheden derfor, man lagde sig ned? Maven har det koldt. Man er med ømme led og feber. Den gennemredigerede tekst er den raskes tekst. Den raskes tekst findes ikke i denne dyrebare tid. Sådan kan man vel godt sige det. “Men der er da vist en, der allerede har siddet ret op og orket kommaer!” Så enkelt er det heldigvis ikke, og sygdommen har mange ansigter, men sikkert er det, at den skrivende slås med årstidernes epidemier. Som så mange andre, kan man sige, ja, man havde kun indtaget stillingen i forvejen, efter at have haft ventepositionen med ude for at give den en på opleveren, så der i det hele taget skulle være noget at skrive om. Man var ude og udleve den maniske afventning, og se nu, hvad den planmæssigt har resulteret i: En undskyldning for at skrive og lade være på én gang.
Underligt, at noget skulle kunne få liv, når man ligger og er halvdød. Men sådan er det med fødsler. Man ligger og slipper den ud, den bette, efter et turbulent liv med cigaretter, og uden rigtigt at have sat sig ind i tingene, sidder man med sit sidste nye skrig inden for misfosterdannelse. Det er der ingen, der behøver at vide af, eller man vil vise det frem til alle. Man læser i en bog, der var til at nå på gulvet, kigger op i loftet og ud ad vinduet, hvor tågen har gjort alt hvidt. Da det allerede krævede at komme op på albuerne at se så langt som til tågens dominans, svinger man fødderne ned i et sæt hjemmesutter.
Man kunne starte med at sende noten til sig selv, alt efter hvilket humør man er i, og begynde at lege med formen. Sætte arbejde i kursiv med sandheden, så de kommer til at stå mere i krydsfeltet. Det, tænker jeg, ville være en god idé for helheden.

* * *

Jeres støtte hjælper. Via Patreon har vi på et år fået 3.200 kroner udbetalt. Den støtte er vi utrolig glade for. Nogle har valgt at støtte med $1 pr måned (ca 8 kr), andre har støttet med $5 eller mere. Du kan også hjælpe os med at indfri nogle af de ambitioner vi har på vegne af tidsskriftet – støt os via Patreon. Hvis du ikke er klar til at støtte os, hvad skal der så til for det? Send os en email på sendind@slagtryk.dk

Leah Skovby Burke har modtaget Slagtryks honorar for tredje kvartal. Plotcast (Malene Kirkegaard og Palle Schmidt) har peget på hendes bidrag “To prosadigte” fra august.

oktober

Redaktionelt oktober 2019

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

Seks publicerede bidragydere på en måned er ikke usædvanligt. Men kun en enkelt (Stine Højris) stikker af i sin prosaiske form. Resten af bidragene er i den kortere ende og et bidrag (Casper Havser) er på kun ni ord. Det giver den korteste PDF i vores historie.

Æstetiske valg og rytme er en sikker beskrivelse af poesien og hvordan den er en (særlig) form for litteratur. I genrebeskrivelser er digtets korthed en mulig karakteristika. Og selvom korthed ikke er et gældende princip, så siger det alligevel noget om hvad digte kan: at fatte sig i korthed.

Når jeg læser Mikkel Storm Sørensens Lohals, så er poesien særligt skarp, fordi pauserne falder velvalgt, fulde af betydning og derved tillader at ordene ikke behøver at hobe sig op. Fastlandet er blevet væk (og så er resten af linjen ellers hvid, som om den er væk. “i regnen” står der, hvilket i sig selv er massivt nok, ingen tillægsord nødvendige her, vel? “Regnvåd” er måske overflødig senere.

Halfdan Skjerning genbruger linjer i dagene kortes. På den måde synes jeg både at han strækker teksten: at teksten helt konkret er længere i antal linjer. Men jeg synes også samtidig at han folder digtet, at gentagelserne gør at teksten lukker sig om sig selv, udtømmes af sine egne ressourcer.

Allerede i de første linjer af Frida Bangs Hjemrejser viser digtet sine kvaliteter ved at kunne springe i sted og tanke næsten linje for linje. Det er som om alt skærpes ved at der files på ordvalget, at linjer uden tegnsætning både kan pege på forrige og næste (her: jeg går omvejen). “måske har far ret / når han siger jeg gør tingene svære for mig selv / jeg går omvejen / over muddermarken om vinteren” Eller hvordan få ord på en linje kan stå lysende. F.eks. “og mig selv” som tilføjelse til noget “jeg engang elskede”. Der er ikke noget der behøver at blive forklaret, det står der til læserens indtag.

“Koncis” betyder at være præcis og kortfattet. Hvis vi i redaktionen redigerede andet end et par enkelte detaljer, så ville det nok skinne igennem i min feedback. Slet ~~alle~~ fyldord, skær ~~helt~~ ind ~~til benet~~ og brug grammatiske former ~~korrekt~~.

* * *

Redaktør(er) søges – Vi er på udkig efter dig, der er f.eks. er studerende og har interessen for at læse bidrag og besidder en lyst, viden og ambition om at vokse med arbejdet indenfor et eller flere af områder i Slagtrykregi. Læs videre her: Vil du være med?

september

Redaktionelt september 2019

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

De første år jeg redigerede Slagtryk boede jeg på Birkedommervej. Min stationære computer stod på et aflangt spisebord og blev flyttet frem og tilbage alt efter hvor mange mennesker der var til spisning eller fest. Her sad jeg ofte i de sene aftentimer efter at have været på arbejde i Søborg og læste de bidrag der kom ind. Og fulgte de blogs der var aktive. Jeg var altid alene, når jeg læste og mine udbrud kunne sagtens være opløftede og højlydte, når jeg synes vi havde fået noget ind af særlig kvalitet. Enkelte bidrag husker jeg bedre end andre – “Sølvmadder” var en af de tekster vi havde været ude og spørge til efter at have fundet den på en blog. Det gjorde vi de første par måneder indtil vi var udbredt nok til at bidragene kom ind i tilstrækkelig grad. Nogen svarede aldrig tilbage, andre gjorde og på den måde fik vi både bidrag af Simon Grotrian, Julie Sten-Knudsen og Peter Højrup.

Senere boede jeg på færre kvadratmeter på Vesterbro med min kæreste. Efter nogle måneder købte jeg en bærbar computer, som var nemmere at pakke væk fra vores delte skrivebord. Da vi fik vores første barn blev skrivebordet til et puslebord og jeg fandt en plads i en lænestol med ryggen til verden udenfor. Min kæreste syntes at computeren havde ryggen til hende indenfor, fordi hun ikke kunne se hvad der skete omme på min side. På en måde forsøgte jeg måske at skabe mit eget rum for læsningen. I den tid lavede vi også en del videoer i den lejlighed. Særligt husker jeg Lars Emil Foders – både fordi Guitar er så velkomponeret, men også fordi han sidder i den stol jeg normalt læste bidrag i, og svarer på spørgsmål. Det lys forbinder jeg med Slesvigsgade. Og det lys og den latter Tina My Ljørring Pedersen havde lige den dag hendes video blev skudt.

Mit eget rum for læsning blev endnu mindre, da jeg for halvandet år siden flyttede til Ny Hammersholt. Her blev min læsning udvidet til en daglig togtur til Nørreport station og tilbage igen. Telefonen var egentlig god nok og så længe jeg kunne sidde ned, så kunne jeg godt synke væk i et øjebliks læsning. Men det var kun et øjeblik, sjældent mere end 2-3 bidrag af gangen – og derfor også et andet flow. Omvendt kom der i en periode flere bidrag på video, som jeg ikke havde bedste forudsætninger for at se i S-toget. Så der kom en forskydning fra åbning af email til oplevelse af bidraget, en forventning der fik lov til at bygge sig lidt op. Tilgængeligheden havde ellers aldrig været en problemstilling, jeg havde altid tænkt, at jeg havde adgang til alle bidrag altid.

* * *

Mia Dall stopper desværre som redaktør. Efter at have fået arbejde på Politikens Forlag i foråret (tillykke!), så har hun haft sværere ved at forfølge sine egne projekter ved siden af arbejdet med Slagtryk. Mia har løftet os visuelt – blandt andet gjort os mere synlige på instagram – og lagt en stor indsats i sine opgaver. Det har vi sat stor pris. Den nuværende redaktion pønser på flere ting, som skal styrke tidsskriftet. Og hvis du går med en redaktør i maven, så spring ud og send os en email, når du her har læst om hvad vi kigger efter hos dem, der ønsker at indgå i Slagtryks virke.