Redaktionelle tekster – Side 9

november

Redaktionelt november 2018

- ved redaktør Lasse Skjold Bertelsen

Jeg har gjort det før, og nu gør jeg det igen. For mig er det altid interessant at markere et tværsnit gennem alle teksterne, som vi i redaktionen har udvalgt til publicering. For selvom vi selvfølgelig forholder os til aktuelle tematikker, referencer til popkultur, litteraturhistorie og samfund, når vi læser de indkomne digte og den tilsendte prosa, så kan en diskussion om den enkelte tekst ofte ende i overvejelsen, om den fungerer, om den holder som tekst. Dette skærper vores fokus på tekstens egenart, men det kan til tider også sløre det overordnede og de muligt identificerbare tendenser, der kan være i de indsendte bidrag og binde dem sammen.

Jeg vil i denne måneds REDAKTIONELT føre tværsnittet gennem tre af de syv publicerede bidragyderes tekster, der alle har og nærer eller blot berører en sensibilitet over for naturen og det materielle i denne verden. At en sådan tendens er at finde i Slagtryk er i sig selv ikke overraskende i lyset af klimakrisens udfoldelse i dette indeværende årti. Det er en periode, hvor man kan udpege adskillige forfatterskaber, der ganske aktivt – med Lars Skinnebachs kontraktaktivisme i forbindelse med bogen Øvelser og rituelle tekster fra 2011 eller Theis Ørntofts markante stilskift med den dystopiske Digte 2014 fra det i titlen nævnte år som eksempler – er gået i kødet på de eksistentielle udfordringer, der er forbundet med denne krise. Mere indirekte kunne det også være Morten Chemnitz’ naturbilleder i samlingerne Inden april (2013) og Bindingerne (2016) og som et mere aktuelt eksempel Nanna Storr-Hansens korte men prægnante digtsamling Mimosa, der for nyligt – og dét i et stærk felt – blev nomineret til Montanas Litteraturpris.

De nævnte forfattere er blot en lille buket af mange eksempler på en stadigt mere påtrængende bevidstgørelse med en iboende kritik af sproget som erkendelsesstruktur, der også i filosofien og litteraturteoriens domæne har vundet indpas med amerikanske tænkere som filosoffen Graham Harman og politologen Jane Bennett. Både Harman og Bennett er trods deres åbenbare forskelligheder særdeles kritiske over for menneskets evne til enestående at definere verden gennem sprog og abstrakt systematik. Naturen er ikke bare en kulisselignende omverden men et interagerende vilkår, som mennesket som fornuftsvæsen har forstået alt for lidt af.

Der er altså en gryende bevidsthed i dansk digtning både hos allerede veletablerede forfattere men også blandt Slagtryks bidragydere, hvilket jeg vil undersøge nærmere i det følgende med specifikke punktnedslag og beskrivelser af teksterne i denne måneds udgivelse.

Jeg begynder med månedens første publicering, der var et enkeltstående men lettere urovækkende digt med titlen ”Frugter og sne” af Lukas Ballin. Digtet indledes med et naturtableau, hvor digtets ’vi’ sidder på nogle klipper og fortærer den engang så eksotiske spise: dadler. Digtets ’vi’ går på æblerov i naturen og samler udbyttet i hvide lagner, alt imens solens varme og dens påvirkning på de omkringværende lyngplanter betegnes som ”en lille katastrofe”. I digtet er der en især én sætning, der påkalder sig opmærksomhed ved sit skalpelskarpe enjambement:

græsset er seriøst / stoppet med at være grønt / hvordan skal vi nu tale / om græsset

Ved den nok stadig lettere ungdommelige glose i talesprogets udsigelse ”seriøst”, der her kan læses både som et adjektiv og adverbium, sker der netop en næsten umærkelig antropomorficering af græssets attitude, dets tilstand. Det er en alvorlig sag, at græsset måske i stedet ligger svedengult hen, og i netop dette øjeblik ikke er kendetegnet ved dets funktion af at være grønt, som når ethvert barn lærer, at græsset jo er grønt i pædagogiske pegebøger – nøjagtigt som solen er gul, og havet er blåt og himlen ligeså i den mest basale sprogindlæring. Digtets efterfølgende spørgsmål er både retorisk og oprigtigt. Retorisk, fordi det implicit er et billede på klodens temperaturstigninger, der i første omgang er udramatisk og blasert urovækkende, og siden er det en oprigtig bekymring og mulig sprogkritik, for hvordan skal vi tale om og forstå græsset i forhold til, hvad det egentlig er for et stykke natur, når det ikke længere er karakteriseret ved noget så banalt som dets farve, og at det ikke længere reelt er ”grønnere på den anden side”, som det er i et tilfældigt uvedkommende og alligevel tankevækkende idiomatisk udtryk?

Digtet giver ikke selv et direkte svar, for det er jo nu engang også et retorisk spørgsmål, så digtets ’vi’ begiver sig efterfølgende i kast med at tilberede de indsamlede æbler og placerer dem interimistisk i en skål, som var de mennesker fra jernalderen. Der repliceres poetisk og proklamerende, at ”vi forsøger at leve stille / vi forsøger at leve stort”, hvor bevægelsen fra det ydmyge forbindes med noget stort, måske det største eller højeste i vertikalt åndelig forstand. Digtets ’vi’ sammenlignes tilmed med æblerne som , som vandrer gennem et dyrs krop, og en omvending af forholdet mellem menneske og natur forandrer perspektivet ved sammenligningen mellem ’vi’ets’ eget indtagelse af æblerne, og hvordan dette ’vi’ selv på den ene eller anden måde er en del af et kredsløb som et indtag eller en (fordøjelses)proces. Digtet afsluttes med et lettere dystopisk og måske eskatologisk ønske, om at det måtte falde sne i august måned, således at den klimatiske forandring i et syn af destruktion ville lade jorden – her nævnt som skibakker, hvor mennesker konkurrerer – gå itu ved at revne.

Langt, langt mindre dystopisk (og derfor personligt) finder jeg det korte digt ”Mellem menneske og det andet” af Andrea Fjordside Pontoppidan, hvor spatieringen i tekstens første linje kontant viser den afstand, som et menneske kan føle til naturen. Dette underbygges videre i de linjer, hvor det semantisk svært afkodelige ”glimmer” fungerer som noget andet end det, digtets ’jeg’ tidligere og måske indtil nu har navngivet sig selv.

Det grundlæggende forhold er afstanden, som det er tydeliggjort i digtets første linjer, men hvad der er adskillelsens årsag, er straks sværere at få hold på. Det statueres yderligere med linjen ”Jeg står i naturen og skiller mig ud, som den natur jeg er”, hvor adskillelsen er som babushkadukkers underinddelingsstruktur, hvor ’jeget’ befinder sig i naturen og samtidig er underordnet naturen som et stykke natur i sig selv. Både at være forbundet og adskilt er et vilkår, og i de afsluttende linjer brillerer Pontoppidan poetisk med det gådefuldt lakoniske ”Kemisk hvidt på nogens tænder kemisk sølv på mit hoved. Jeg er et produkt af alle disse år”.

Det demonstrativt manglende komma i opremsningen antyder en klar sammenhæng mellem det kemiske hvide og sølvet, der i min måske pauvre læsning kunne være peroxid dvs. brintoverilte, der historisk set er blevet brugt til at blege tænder og hår. Begge tegn på naturens egne kemiske forbindelser, der omvendt kulturelt er blevet brugt til at ændre personers udseende af – og formentlig kulturelt betinget – forfængelighed. Digtets ’jeg’ er produktet ”af alle disse år”, hvilket i digtets opbygning kun kan referere til brugen af kemiske stoffer på kroppen. Det indædte paradoks i dette korte digt må være, at det forbundne mellem natur og menneske (her metonymisk underforstået som kultur) er ufravigeligt og efterlader mennesket, jeg’et, som et ”produkt”, der kunne være synonymt med et resultat eller netop en mindre version i babushkadukkens bug.

Fra denne nøgterne alvor i den kemiske knytnæve er det en anderledes kæk tone i Kirsten Nørgaards digt ”Artikel om mælk”, man møder, hvor digtet genrejonglerer hele vejen igennem teksten, der som demonstrativ poesi mimer visse af avisartiklens genretegn i sin langsomme men opsummerende hastighed og med ind- og malplacerede [FAKTABOKSE]. Naturen er tæt på ved, at mælken er den eneste rene føde, som menneskekroppen, eller mere korrekt, kvindekroppen kan udskille/afgive. Mælken er central og som gennemgående symbolsk betegnet ved dets hvidhed (og derfor få steder konkret) i digtet, hvor denne livgivende væske, der er tykkere end vand, bliver genstand for en ivrig undersøgelse. Hvad enten der er tale om mælkens rolle i bagværk eller forkalkning af blodårer, peger mælken alle mulige steder hen i kroppen og i samfundet for digtets ivrige ’jeg’. Mælkens farve som attribut tematiseres hellere end gerne, hvad enten den minder om Kinderæggets inderside, sæd, dug i spindelvæv eller mælkevejen smukt og groft formuleret som ”universets tåge”. Digtets genreleg er altså udover journalistikkens små tegn den rene poetiske fabulering bestående af kropsligt associerede betragtninger, og det er ikke uden humor, at digtet tørt konstaterer, at mælk kun kan findes i det offentlige rum som latte.

Dette associationsridt er bedst at betegne som en konstant udveksling mellem naturens mælk og menneskets kulturelt baserede opfattelse af, hvad mælk kan være. Selvom mælken er den eneste entydigt livgivende væske, der kommer af mennesket, er det for digtet vigtigere at hævde problemet med sorgvæskerne (tårerne, må man formode), der trænger sig på:

Mit problem er ikke mælken. Mit problem er ikke spermen / med dens konsistens som hårbalsam. / Problemet er sorgvæsken, der bare stiger og stiger. / Sorgvæsken den siler. Den sprøjter ikke. /Hverken hvid eller sort.

Det er den vigtigste væske og måske mere påtrængende karakter end mælken selv, og med den sidste linje iblandet sorg og kækhed peger digtet også på sin egen udtalte metapoetiske praksis ved en specifik allusion til den rumænsk/fransk/jødiske digter Paul Celans digt ”Todesfuge” (ved den sorte mælk), der blandt flere hints, citater og inspirationer med tungen i kinden bliver nævnt til slut i teksten med digtere som Lea Maria Løppenthin, Mette Moestrup, Ursula Andkjær Olsen, Olga Ravn og Morten Søndergaard. Der er da om noget det at gøre det leksikalsk konkret til slut i en fabulerende tekst, der i sin kompositoriske vildskab skifter mellem følelsen af det konkrete og sprogets mere abstrakte betydning for vores forståelse af mælk, der først som sidst kommer fra en moder af en art. Naturen lurer uanset sprogets beskaffenhed.

Og det er netop det, der er tendensen. For som jeg forklarede i indledningen er Slagtryks redaktører som oftest mindre orienterede mod tendenser i litteraturen, hvis ikke teksten lever op til at være sig selv som tekst. Det er et credo, der er svært at fravige for vores vedkommende. Men i forhold til andre strømninger er den urgency, der er indbefattet i det at forholde sig til livet med klimakrisen, umådeligt svær at overse. Det vil vi følge. For selvom sproget som det skønne kunstmateriale og den daglige tale er abstraktioner, billeder, tankemaskiner og diskursive praksisser, skriger, hvisker, taler de ovennævnte tekster om det konkrete. Det handler om den konkrete krop, materien, det materielle, denne jord, der besynges og begrædes, og det vil ganske sikkert være tilfældet en rum tid endnu.  

– – – –

oktober

Redaktionelt oktober 2018

- ved redaktør Lasse Skjold Bertelsen

Der har de senere år fundet en lille eksplosion i antallet af forfatterskoler sted. I sig selv en begejstret udvikling, hvor interessen for det at skrive blandt unge og gamle synes at være større, end i hvert fald da vi i Slagtryk begyndte at publicere indsendte tekster tilbage i 2011. For vores vedkommende har det imidlertid ikke resulteret i flere bidrag i indbakken, men det kan samtidig betragtes som naturligt efter opkomsten af nyere tidsskrifter som forlaget Gladiators Se & Hør-format Texas Longhorn og andre som Addenda og Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale og deres løbende udgivelser.

Det er heller ikke det vigtige. Dette handler derimod om udviklingen og dens muligheder og konsekvenser. Når de mange af de mere samfundsvendte og såkaldt “borgernære” initiativer som skriveskoler på bibliotekerne sammen med andre tilsyneladende mere ideologiske drevne af forskellig art som f.eks. Gladiator-skolerne, Nyt Forum for Skrift og Hekseskolen er vokset frem, er der tale om et nyt litterært kredsløb med både åbenlyse og uigennemskuelige konsekvenser og mekanismer.

Den mulige alsidighed og pluralisme, der ligger i opkomsten af disse mange skoler, er i første hånd et gode. Når (primært) dimittender fra den danske Forfatterskole tager deres egne erfaringer som skrivende elever og specifikke lærdom med dem for at etablere en større autonomi eller muligheden for en mindre indtægt on the side er det set fra mit skrivebord en bevægelse, der etablerer mange, små mulighedsrum for at læse og tale om de nye elevers tekster og forhåbentlig i hvert af disse rum også tale om, hvad dansk litteratur er og kan være med udgangspunkt i teksten og med den enkelte og nye forfatterelevs drivkraft til at skrive, hvad der ligger vedkommende på sinde.

Mekanismerne er dog i dette samlede og større rum af muligheder (baseret på de mange små) sværere at få hold på og kortlægge. Forholdet mellem størrelsen på en skoles gebyr og elevens udbytte af undervisningen er et godt men penibelt spørgsmål. For i modsætning til de danske folkehøjskolers ånd af noget folkeligt opdragende (der i sig selv kan diskuteres, men det er ikke emnet her) og priserne på deres skrivekurser, der danner en større ramme af menneskelig udvikling udi dannelse og samfundssind, synes de nye forfatterskolers etos at være båret i mere eller mindre grad af en stærkere betoning af individualitet i den enkelte elevs aspirerende skrift. En betoning, der gør det vigtigt at forholde sig til et ansvar for, hvad et større perspektiv kan være i etableringen af forfatterskoler en masse. For er det kun den lærdommen og læsningen af éns tekster, eleverne tror, at de betaler for? Eller er der også for nogle et håb om, at denne betaling i sig selv er en indvielse i det sociologen Pièrre Bourdieus socialitetskritisk kaldte ”det litterære felt”? Er det betalingen for at nå længere ind i et system, der tvedelt hierarkisk står både over og ved siden af andre samfundshierarkier som større institutioner som universiteterne, pressen eller bankvæsenet med deres egne specifikke koder? Den slags betragtninger er naturligvis et pessimistisk syn på denne udvikling, hvor en betragtelig mængde af mennesker har købt sig til noget, der måske ikke er så let at definere. Købt sig til noget, man måske kun kan forvente er en ikke synderligt overskuelig blanding af litterære erfaringer, omsorgsfuld imødekommenhed og vidt forskellige læsninger af panelet af lærere, der har kunne udmønte sig i indsigtsfulde betragtninger, konkrete skriveråd, idiosynkratiske domme, gavmild ros eller en knusende kritik af de mange forskellige spinkle, opvakte, halv- eller flyvefærdige tekster. Der er jo netop ingen fuldt ud objektive domme i disse læsninger. Dette er sig selv banalt at fremhæve, for ingen lærer ville påstå andet ud fra så simpel en præmis, men det er vigtigt at nævne, når forholdet mellem lærer og elev etableres. Den autoritet, der ligger i erfaringen, er en skrøbelig vare, for selvom den uden tvivl er noget værd, er den svær at prissætte, og det er det vigtigste i det følgende:

Lærerens læsning af en given elevtekst koster noget. Ikke bare hvad angår skolernes specifikke gebyr, men også i forhold til elevens forhold til sig selv, dennes tekster og forståelsen af det at skrive og måske læse andre forfatteres værker. Denne bekostning kan give et godt og stort afkast, der måske er nødvendigt, men det er altid vigtigt at huske på, om det rent faktisk er tilfældet, at ethvert skrivende menneske kan gå ud fra, at dette er tilfældet. Jeg ønsker på ingen måde at så tvivl om nogle af de danske forfatterskolernes berettigelse eller de tilknyttede underviseres evner men spørger derimod specifikt til, hvad det egentlig er for en enterprise, der pågår. For er det sikkert og vist, at etableringen en lærer/elev-forhold som en økonomisk defineret relation sikrer udviklingen af den enkelte bedst? Jeg bliver i hvert fald i tvivl og tænker – måske lidt for romantisk – på brevvekslingerne mellem den tyske digter Rainer Maria Rilke og den unge soldat Franz Xaver Kappus fra 1902 til 1908 udgivet under titlen Breve til en ung digter eller Victor Boy Lindholm og Rolf Sparre Johanssons mailkorrespondance på førstnævntes blog tilbage i 2015. Dette er enkelte men ikke enestående eksempler på, hvordan en skrivende sammen med en anden kan reflektere over litteraturen og dét selv at skrive. Det er i sig selv eksempler til reflektion.

Når jeg nævner de ovennævnte eksempler, må jeg samtidigt og selvfølgeligt gøre klart, at jeg ikke nærer den mindste illusion om, at det for et ungt (eller for den sags skyld ældre) menneske skulle være nemt eller overkommeligt at finde ligesindede i en provinsby eller i et brokvarter for den sags skyld. Det er ikke at påstå en fordring om at gøre sådan og sådan og sådan, men det er derimod for at huske på, at fællesskaber og de tanker, det kan blive til, ikke nødvendigvis er noget, man skal betale for. Det er også at finde hos ligesindede. Det er også at spørge om at blive læst og at læse andre, der formår at kunne tale om det at skrive på en indgående facon uden nogen videre ekspertstatus.

Jeg bliver aldrig enig i Klaus Rifbjergs berømte og, undskyld mig, bøvede kritik af Forfatterskolen for at være værre end en salatfabrik, for selvfølgelig kan man lære at skrive. Alt sker ikke i ét enrum, og indflydelsen kan være mangfoldig, som det var tilfældet med kritikeren Niels Barfoeds liv og levned som kilde til Rifbjergs egen drivkraft og inspiration. Af samme grund drejer denne tekst ikke om at undsige de nævnte forfatterskoler eller den slags skoler eller kurser i det hele taget. Det handler heller ikke, om at jeg skulle have noget imod, at nogen tjener penge. Det er et vilkår, selvom det kan være til diskussion, alle må forholde sig til, som tingene står lige nu. Jeg må bare frem for alt stille mig tvivlende an, når jeg ikke er overbevist om, at denne enterprise – en forretningsmodel, om man vil – altid er til gavn for den enkelte og for litteraturen som sådan.

Derfor vil jeg gerne som redaktør i Slagtryk opfordre til, at du, som læser dette, rækker ud, går til oplæsninger, måske sender en mail til en anden (hvem end det er), som du har læst og ikke mindst sørger dine egne møder med ligesindede, for vi i Slagtryk ved, at disse møder finder sted, at det er muligt. Fællesskaber er ikke noget, man partout skal betale for. Det må den danske og SU-berettigede Forfatterskole omvendt finde sig i at være et eksempel på, selvom det naturligvis ikke er det eneste sted, man kan forestille sig at lære at skrive.

– – – –

september

Redaktionelt september 2018

- ved redaktør Erik Scherz Andersen

“Bliv støttemedlem for Slagtryk og vær med til at fremtidssikre en af Danmarks vigtigste platforme for ny dansk litteratur.” patreon.com/slagtryk

For et år siden skrev jeg i den månedlige redaktionelt, at Slagtryk handler rimelig meget om teksten og (til tider) urimelig meget om økonomi, planlægning og logistik.

Det gør det desværre stadig og vores største ønske er at finde en model, der kan fremtidssikre Slagtryks kvalitet og relevans. I jagten på at finde den rette finansieringsmodel, der sikrer tidsskriftet en større uafhængighed fra tidsskriftsstøtte og fondsmidler (der tilsammen ikke dækker Slagtryks omkostninger) har vi lagt vægt på at finde noget, der var kontinuerligt, gennemsigtigt og ærligt. Og så måtte det ikke ændre vores nuværende vision: at levere ny litteratur frit tilgængeligt for alle.

Patreon er en platform, der giver vores læsere mulighed for at betale et månedligt bidrag til tidsskriftet på en nem og sikker måde. Et lille beløb ($1 +moms = 8 DKK) er valgt med tanke på mange bække små og piller ikke ved vores ide om at enkeltpersoner ikke skal bære Slagtryks økonomi.

På den måde kan Slagtryk blive være finansieret på en stabil måde, hvor den årlige tidsskriftstøtte ikke skal betyde knald eller fald; og at vi kan fortsætte med at betale forfattere for bidrag – såvel som at holde redaktionen fri for omkostninger forbundet med arbejdet i Slagtryk.

Så vidt vi ved er denne form for støttemodel uden fortilfælde i en kontekst af dansk litteratur, og vi er meget spændte på at se hvilke muligheder den bringer med sig til Slagtryk. Vi glæder os til at gøre alt hvad vi kan, for at holde Slagtryk flydende mange år endnu – og vi håber at I vil tage godt imod vores valg af Patreon som støttemodel.

– – – –

Et lille ps: Det er også muligt at støtte os med et engangsbeløb via Patreon eller direkte på mobilepay 40134743. Vil du vide mere om hvad pengene går til, så se vores årlige regnskab her https://www.slagtryk.dk/regnskab/ – – – – Honorar for andet kvartal af 2018 valgt af Tidsskriftet OVBIDAT går til Ulla Charlotte Hansens for hendes bidrag “Hundedigte” tilbage i juni. Læs mere om det kvartalsvise honorar her: https://www.slagtryk.dk/honorar/

august

Redaktionelt august 2018

- ved redaktør Thomas Glud

Hedebølgen har lagt sig, togene kører igen regelmæssigt og det våde danske efterår nærmer sig skridt for skridt. Slagtryk er også tilbage på skinnerne og vi stopper op hver tredje eller fjerde dag for at publicere nye tekster.

Om året publicerer vi omtrent hundrede dage. En del af de tekster, vi udgiver, leger med formen, men kun de færreste gør det systematisk. Det får mig til at spørge, hvor er systemdigtningen?

Systemdigtning blev begrebsliggjort sidst i tresserne af litteraturkritikeren Steffen Hejlskov Larsen. Det er udelukkende et dansk begreb, men den systemiske litteratur er langt fra kun at være et dansk fænomen. Metrikken og især den europæiske avantgarde går forud for systemdigtningen, og den mest kendte skole er den franske forfattergruppe Oulipo (Ouvroir de littérature potentielle), hvis litteratur opstår på baggrund af skriveregler.

I dansk konktekst er systemdigtning et paraplybegreb, der dækker over digte skrevet på baggrund af et system, der definerer digtets form, inden det er skrevet. Af værker, som konkret omhandler begrebet ‘systemdigtning’, findes der også kun Hejlskov Larsens punktumagtige værk fra 1971: Systemdigtningen – modernismens tredje fase. Inger Christensen, Svend Åge Madsen, Per Højholt og Hans-Jørgen Nielsen er alle nævnt, men fx finder man ikke Klaus Høeck i registret, og det ligner en fejltagelse – Høeck skrev systemisk allerede fra debuten Yggdrasil i 1966 og gør det i øvrigt stadig.

I dag er den mest markante repræsentant for systemdigtningen den stadigt produktive Klaus Høeck og reaktualiserede men afdøde Inger Christensen. Andre stemmer som Martin Larsen, Birgitte Krogsbøll og Rasmus Nikolajsen har også taget systematikken til sig. Martin Larsen låner metrodigtets system af oulipisten Jacques Jouet (“Regel. nr. 1: Der må ikke skrives/mens toget kører/…/Regel nr. 2: Der må ikke tænkes/mens toget holder stille”), men skriver også sonetter. Birgitte Krogsbøl kortlægger verden gennem staveregler. Rasmus Nikolajsen har fundet sit eget system med 8×8=64 stavelser i hver digt, som han mere eller mindre har forfinet siden debuten.

NÅR systemdigtning optræder i Slagtryk, så kan det se ud som fx hos Frederik Sand Madsen, hvis sonetkrans For jeg har det så mageligt i stuen er et remix af den klassiske sonet, rullende dekonstrueret. Han overholder reglen om første linjes genkomst i sidste sonet samt sidste linjes genkomst i en sonet som den første i næste sonet. Rimene og rytmen er kastet ud til fordel for nye principper om bl.a. gentagelse.

Steffen Hejlskov Larsen forklarede i 1971 systemdigtningens metode som en genre, der “ved hjælp af et nyt sprog vil finde nye verdener”. Og selvom den traditionsfrie og grænseløse tid, vi pt befinder os I, gang på gang stiller eksempler op, der udfordrer grænserne for denne verden, så har systemdigtningen sin egen charmerende og stædige måde at lede efter nye verdener på.

Velkommen til Slagtryk august 2018!

juni

Redaktionelt juni 2018

- ved redaktør Mia Dall

Mit virke som forfatter er en af de ting, der efter min mening gør mig allermest i stand til at have en mening om de bidrag, der kommer ind til Slagtryk. Behovet for selv at skrive har altid drevet min interesse for litteraturen, men det er ikke mange år siden, at jeg begyndte at samle modet til at tage min skrivning alvorligt. Så at sidde her og få lov til at måle og veje er ikke noget jeg tager let på, men ser som et kæmpe privilegium. Jeg lærer endvidere meget om det at skrive som redaktør for Slagtryk. Ikke mindst lærer jeg meget om at redigere ved at læse den friske og mere eller mindre færdigredigerede litteratur, der støt og jævnligt drypper ind i vores indbakker. Som en form for tak for alt jeres mod og tillid synes jeg, at jeg vil bruge månedens redaktionelt til at dele et par af de principper, som jeg finder meget nyttige, når jeg redigerer mine egne tekster, måske kan I føle jer genkendt i jeres arbejdsmetoder, måske kan I lære noget, om ikke andet kan I more jer lidt over mine ubehjælpelige forsøg på at bedrive litteratur.

At redigere egne tekster er det fineste arbejde. Det er lige dele store armbevægelser og impulsive beslutninger, som det er fluekneppende pillearbejde, ikke pillearbejde i grammatikken nødvendigvis, men pillearbejde i udtrykket, i stemningen og nødvendigheden.

Redaktionen af et første udkast er en helt speciel nydelse, det er der hvor teksten står rå og blødende, der hvor den med stor sandsynlighed ikke afslører sig selv for andre end dig. Den første genlæsning og redaktion kan føles lidt som at vågne op efter en feberdrøm, det er der hvor afstanden i teksten mellem hvad der står og hvad der skal stå, er allerstørst, men det er samtidig også der, hvor man for alvor kan begejstres over alt det, man slet ikke forventede, der ville komme til at stå, alt det man måske slet ikke kan mindes at man skrev. I den første redaktion kan man lade sig dykke ned i en overflod af overflødighed, den kan være som at kratte størknet sand af fossiler med neglene, eller som at rive tapet af i store flager. Kratte, krasse, slette, udrense, markere hele passager af fejloverstrøet vrøvl og se den blanke flade af potentiale stå lysende tilbage.

Redaktionsarbejdet kan være en lise for det grådige menneske. Litteraturen er et af de få steder, hvor jeg lader min indre overforbruger få et frit og frådende afløb. Om end grådighed efter sigende er en dødssynd, så har jeg erfaret, at den har sin berettigelse i det skrivende og redigerende arbejde, så her vil jeg lade en grådig og ødsel persona sluge sig igennem fem principper for redaktion:

At læse er den indiskutable forudsætning for at kunne redigere sin egen tekst, og andres for den sags skyld. Århundreders ophobning af finpudsede og fremelskede verdenssyn ligger til din rådighed, så jeg kan kun opfordre til en vis portion grådighed. Kast bogen over venstre skulder, når du har regnet ud hvordan den fungerer, var et provokerende men frigørende råd, jeg fik for et par år siden, kast den væk, når du har indoptaget den og stræk dine fedtede fingre mod den næste, om det så er efter første side eller gentagne gennemlæsninger.

At kærligheden er en forudsætning for en grådig vedholdenhed over for teksten er min velovervejede om end begrænsede erfaring, så længe vi elsker, bliver vi ved med at vende tilbage. Jeg tror på, at man må nære en glubende kærlighed til det man skriver om, om det så er en ulykkelig og umulig forelskelse. Kærlighed må der være for at man kan blive ved og have viljen til at forstå, udforske, opholde sig ved noget. Sporene efter denne kærlighed kan fungere som en ledetråd i redaktionsarbejdet. De spor er også hvad man kunne kalde tekstens indre nødvendighed, en abstrakt men tydelig karakter, som sproget kan have. Der kan stå hvad som helst i en tekst, bare det virker absolut nødvendigt. Kan en sætning slettes, så skal den med stor sandsynlighed slettes.

Vær grådig med din skrivning, så grådig, at du må opgive kvalerne ved at slette og smide væk. Jeg var selv bange for at løbe tør for tekst, før jeg begyndte at skrive tre sider dagligt og erfarede at mere avler mere, og det i gigantiske mængder – det var ulideligt. At skrive er også en læring i at give slip, først at give slip på den kritiker der sætter en stopper for skrivningen længe før den går i gang og derefter at give slip på den selvretfærdighed der forhindrer dig i at smide store mængder tekst væk, som du jo har brugt lang tid på at skrive ned i første omgang. Min erfaring med de ulidelige mængder tekst lærte mig at elske redaktionen som den kniv der skærer sig igennem alle de ensformige gentagelser og ubrugeligt stof, den kniv der skærer det noget fri, som alle gentagelserne har forskudt sig til at blive.

Det reelle er hvad Jacques Lacan i sin psykoanalyse kalder den del af alt og alle, der altid vil være fremmed og uudforsket, og at skrive med en glubende appetit er som at kaste sig mod det reelle og se hvilke knopskydninger og drømmekasteller der strømmer ud og lægger sig som en beskyttende barriere rundt om det. En barriere der alligevel kan afsløre en genspejling af noget uudforsket og sandt. Vær åben og grådig overfor det fremmede i din tekst, prøv at gå målrettet efter det reelle, der hvor teksten kommer på dybt vand, der hvor teksten dirrer og gør dig en lille smule svimmel, prøv at starte derfra.

En sidste og helt lavpraktisk observation jeg har gjort mig, når jeg redigerer mine egne tekster er, at noget af det allermest givende er at være ødsel med tid. Tid er det bedste middel til at fjerne sig fra sig selv, skriv noget, ret ikke i det, ret for gud skyld ikke i noget! før det har ligget urørt hen i mindst en uge. Det er ikke altid til at se, hvad der vil overraske dig som godt efter noget tid. Først når du er blevet noget andet, kan du se hvad der er godt ved det du skrev for andre end dig selv. Tiden er et rigtig godt redskab, når man skal vurdere, hvad der er personligt og hvad der er privat.

maj

Redaktionelt maj 2018

- ved redaktør Lasse Skjold Bertelsen

Til den nyligt overståede Lille Bogdag d. 12. til 13. maj bestemte vi i redaktionen at benytte os af muligheden for at kunne præsentere noget andet end den sædvanlige række af oplæsere.

Netop i de rammer har vi været glade for at kunne præsentere en række af bidragydere til oplæsning, hvor digtere som Jonas Okholm Jensen og Eva Maria Lund Nielsen siden har debuteret på henholdsvis Forlaget Escho og Kronstork efter at være blevet spottet netop dér til Lille Bogdag. Men i år ville vi gerne fokusere lidt mere på de teknologiske muligheder, der findes i de digitale aspekter ved et nettidsskrift.

Samtidig havde første kvartals honorarmodtager Frederik Sand Madsen sendt os endnu et bidrag, der denne gang var en video, og på den baggrund bestemte vi os for at udvælge nogle eksempler på videopoesi i Slagtryk fra 2011 og til nu. Derefter satte vi os ned og indføjede tre udvalgte videoer i et sammenklippet, kontinuerligt flow, så dette kunne fungere som én samlet fremvisning uden pauser på arrangementets hovedscene.

Videopoesien har altid ulmet i Slagtryks spalter, og der har været langt mellem de forsøg og bidrag, som der nogle gange er dukket op i indbakken. Videopoesien blev fra starten ikke taget seriøst af, og redaktionen har løbende tilskyndet nye formater af poesi, hvor vi også har håbet, at den slags opfordringer ville få digterne til at udfordre deres egen praksis og bringe nogle endnu videre med deres arbejde.

Videopoesien er i sig selv et åbent format, hvor udvekslingen mellem billede, tekst og eventuel anden lyd ikke lader sig nøje med at være en oplæsning optaget på et kamera. Da multikunstneren Tom Konyves tilbage i 1978 coinede begrebet, var denne specifikke kunstform i høj grad knyttet til billed- og installationskunsten, men det er en taknemmelig form med vidde rammer, hvilket bedst beskrives med den italienske digter Gianni Totis (1924-2007) neutrale men dog præcise definition i Totis eget arbejde med “poetronica” (her i min oversættelse): »Videopoesien er en poetisk genre, fremført på en skærm defineret ved en tidsbaseret og afsluttet sideordning af billeder med tekst og lyd.«

Med denne åbne og måske teknisk orienterede definition er det på sin plads at karakterisere, hvad det er videopoesien kan og måske først og fremmest har kunnet i de konkrete eksempler fra Slagtryks udgivelser. Den sammenklippede video bestod af tre værker af Frederik Bjerre Andersen, Iben Konradi Brodersen og Anna Mørk Maegaard med titlerne “Appelsin” (2011), “Drømmen om et liv” (2015) og “Snavs” (2018), og det er alle tre videoer, der er deres henvendelse til seeren, lytteren og læseren bevidst.

Bjerre Andersens bidrag var det allerførste, vi modtog tilbage i ‘11, og det er i sin henvendelse lettere Jørgen Leth’sk i både recitation og emnevalg. Med en fikseret indstilling på et rum med med to døre samt rekvisitter (appelsin og en stol) taler Bjerre Andersen skiftevis ud i rummet og til kameraet, og videopoesiens funktion understreges ved bevidst forcerede klip, hvis komiske effekt ikke kan være spildt på de fleste.

I de to sidstnævnte er der både tekst og billede visse intimitetsskabende greb, der tager udgangspunkt i henvisninger til teknologien. I Brodersens “Drømmen om et liv” gestaltes, hvad der kunne være en skypesamtale med et kvindeansigt beskåret ved webkameraets grænse. Der finder bare ikke nogen samtale sted men derimod en recitation som voiceover, alt imens kvinden drikker sin iskaffe og lægger makeup. Der er en tristesse ved dette tableau, der styrkes af voiceoverens døsigt sørgmodige stemmeføring, og modtageren dvs. seer/lytter/læserens oplevelse af at være i en “den anden ende af røret” er direkte men følelsesmæssigt uafgørlig. I Anna Mørk Maegaards “Snavs” er det en ung pige, der med en performativt naiv stemmeføring genfortæller en samtale mellem hende selv og hendes far om det at være snavset. Dialogen som tekst ligner i sig selv en idyllisk stund mellem far og datter, men der er samtidig en ubestemmelig uhygge i både samtalens afatiske gentagelser og den konstant kontrapunktiske musik, der løber gennem hele videoen som en klassisk klaveretude.

Den intimitet eller blot direkte henvendelse, der findes i disse videoer styrkes yderligere ved, at videopoesien findes på nettet, og den derfor ikke som kunstfilmen og videokunsten sædvanligvis i første hånd opleves i fysiske og kuraterede rammer. Godt nok er Slagtryks publiceringer “kurateret” i redaktionel forstand, men den enkelte seer/lytter/læsers møde er ikke markant anderledes end at finde en video på YouTube eller Vimeo selv for at høre digterens egen (eller en andens?) stemme og opleve værket i sit eget rum på blikket rettet mod laptoppen. Det er måske endda en nedbrydning af digtoplæsningens typiske form, hvor en vis andægtighed ofte har det med at snige sig ind. For netop i videopoesien taler værkets ophavsmand direkte til læseren med en anden stemme end læserens og et andet sted end i læserens eget hoved.