Der sidder en knude bag knæet. Når jeg holder den imellem tommel og pegefinger så synger den. Den synger til mig om en ensom stub med rødder der strækker sig dybt under overfladen. Ude på badeværelset står jeg og ser til i spejlet. Med begge hænder griber jeg fat i mundvigene og trækker dem fra, så jeg udstiller konstruktionen. Og øjnene løber i vand imens jeg ser ind i fremtiden.
2.
Jeg sidder og ser på min venstre pegefinger og forsøger at komme i tanke om hvad jeg har glemt. Bag fingeren forsvinder det sidste lys udenfor vinduet. Jeg går hen til køkkenbordet, åbner skuffen, stikker venstre pegefinger ned og smækker den i uden rigtig at bruge kræfterne, men trækker alligevel fingeren til mig, så jeg læner i stedet håndleddet mod bordet med al min vægt og der lyder et højt smæld da jeg smækker skuffen i og jeg hyler. Fingeren er låst fast i sin stilling, med en klaverstrengs-skarp smerte der strækker igennem den, med et brud over inderste led, så den peger ind over langefingeren. Jeg åbner igen skuffen og får lagt fingeren på kanten, og skubber den i med al min vægt, og befinder mig så på knæ, med hånden lænende mod skuffen der er gledet ud igen. Kindmuskulaturen er fortrukket og smerten er bundet helt op til øjnene, klemt i, og jeg rejser mig op, stikker fingeren ned i skuffen og skubber den i igen, og igen og igen. Fingeren ser helt anderledes ud nu. Større.
3.
Jeg presser fingeren ind imellem læberne, dirker tænderne op, og bukker den om tanden, til neglen møder rummet imellem tanden og kødet. Jeg lader fingeren fortsætte sin prikken ved hver tand, først på yder og så på indersiden, og det gør ondt indtil fingeren pludselig smutter ved den bagerste tand og trækker en lang, tynd streg af smerte ned til svælget og en let gurglen undslipper mig. Ude på badeværelset ligger jeg mærke til hårets tynden og med en slap lussing går jeg tilbage igen, hiver ned i underlæben og ser i spejlet gummernes plastfolie glide nedad i løbet af årene indtil kæbebenet er synligt, bliver brunt og sort og svinder ind, og jeg vender mig om og tilbage igen, til køkkenet og slår i bordpladen og stikker fingeren op til fortanden, og jo, den sidder der endnu. Jeg leder tommelfingeren under underlæben og presser til. Jeg gør det samme i overmunden, og begynder at kradse i fortændernes tandkød. Jeg trækker fingeren til mig. Jeg begynder igen, og holder munden lukket ved at bide om fingeren, hvilket besværliggører min handling, men jeg bliver ved. Det summer i munden. Jeg vil have en luns fri og spise den, tygge den, slikke på kæben, og jeg kan smage jern men det er for tyndt og jeg vil nå ind til det tykke, mørke blod. Jeg kan kun mærke tanden, hele rummet sidder om tanden og summer og det er alt hvad der er, og jeg kan ikke skifte mening nu, hvor den retter ud efter at have bøjet indad og kødet viger for interessen. Endelig tager jeg fingeren ud. Den er helt øm. Jeg åbner munden, først forsigtigt, men til sidst løfter jeg overlæben op og blotter mine tandhalse.
4.
Øjnene drypper og med munden i laser sidder jeg og skal til at låse knæet op. Jeg har en saks som jeg har forsøgt at skrabe pizzasovs af, men det er svært. Jeg løfter min venstre finger. Den er helt sort. Bukserne nede om anklerne, og røgen, tyk nede ved gulvet kildrer om hårene. Den dunkende boblen og pibleriet alternerer imellem mund og finger der telegraferer til hinanden. Det er svært at komme ind. Jeg klipper båndene over, og smutter skallen ud som en rød lille sten.
5.
Det bølger varmt bag min bløde, mund i maven. Den piber og damp stiger ud derfra. Maven skummer rødt og vandet skvulper og koger derinde. Gulvet er et hav.
6.
En spand fuld af indvolde folder sig ud over fortovet.