Bierne overpudret med blomsterstøv,
imens jeg hører mig selv gå forbi
hvor ingenting samler os op.
Hele verdensrummets bevægelse
skaber dønninger bag lyset
vælter stjerner ned gennem øjne.
Er fuglene bryster som gyldent stiger
pinefuldt op gennem skyer
hvor finder jeg da igen den bue
der i hurtig gengivelse
forener skønhed med klodens tungeste krop?
Stilheden dør inde i hjernen
slaget tænder stemmerne som når helt op
i mit øre
taler udenom det
du ikke ser og tror på
morgenmørket med skraldevognens
raslende blodbad
erindringer falder fuldt møblerede
med en orden
intet symbol kan gentage
ensomheden proppet op i enden
som en skuresvamp
saksens hidsige trin på trappen
kun det.