Simon bag gardinet
Tyve søm til kisten
planter svigermødre i mit skød.
Jetfly sprinkler cirkusrevy
ud over kloden
den permanente gåsehud
står bag dit slør
af dampskibskul
og myrepatters ståpels.
Elefanterne var aldrig store nok for din tunge, hval.
Simon og egetræet
Jeg kunne høre stilladser danse i de røde blade
skove faldt fra frimærkets kant
i snorlige rækker af skyggegrene
gik hænder gennem hænder
attrå bøjede sig
for alderens rislende bark.
Og blodet kommer tilbage til fingrene
På cykel gennem de sidste klatter sne
roligt lyser
de første vintergækker
verdens mindste lagener
at høre et kor af sorgløse fugle
løfte dagens dyner
bort fra de som stadig sover
at nævne i mulmet et kort af laplandssuppe
roligt lyser
de hængtes læber
kyssesyg vokser
en finger hen ad morgenduggens rude
isblomster fra cikoriens fjerneste lager
trækker
gennem hver linje i din hånd
æbletræets hvide prikker vender tilbage
fra de skvulpende grave
fra alle kyster hjemsøges du
af en isnende vind
selv sneen bevæger sig
gennem intetheden
og lærkesang er
det unævneliges hikke
svagt mellem sten.