En enkelt triumfforms indsamling
Triumf er for nogen
at græde åbenlyst
på en bro, hvor
lyset derved plasker ned,
gennemvæder et livsværk,
det kun tog fem minutter
at afskrive igen.
Der kan i princippet være
væsener, der sætter fingerbølsformede
beholdere ud i marker
for at samle på dugdråber,
lige så vel som nogen
samler på huller i erindringen
med en fast tro på liv
som arkiv.
Disse væsener
for hvem fingerbøl
er tunge bærer starten på den
slags triumf over markerne,
deres løn er linje for linje
at bo på, inden de
letter en for en og falder
ud gennem øjet i tiden.
Åbent hus
Og midt i en stormfuld tid
ønskes der pludselige interviews
af fremmede i gaderne
mikrofoner trukket ud fra
inderlommer i lange frakker,
elektroniske impulser der overtager
intuitionen for at komme i forkøbet
for en umanerlig kontrol,
og disse spørgsmål om natur
kontra kultur endeligt manifesteret
i en sikkerhedsnål der samler tankerne
mellem ånd og materie,
et pust af frisk åbenbaring,
en håndmad i et stabilt skur
nede ved havnen med det lange lys tændt
i net og svarene:
fugle på træk fra koncertsal til billetluge,
fra dirigentstok til tonens sidste tilhører.
Spøgelsesvikarerne
Gennem nåleøjne hver arm
dansende i græsset
klirrende hængende ned
fra nålepuder, kinder
i himlen, dråber sådan
og kanyler eller flasker
er omvendte pipetter,
de slukker sig selv
i gaderne, alt det
de ikke kunne få ud,
knækker de af kanterne,
råber sig vej gennem
bedøvelsens centrum, kulden
har syet sig helt fast
til fingrene, dagene er
heldragter af følelsesløshed,
hamskifter via blackouts
og en venten på næste
spøgelse til at vikariere
for kroppen, for sindet,
danserne med nålene på
armene, rækker af guirlander
så langt øjet kan se, en
silhuet, en piruet,
natløb.
Et åndedrag af fortolkning
Jeg læser med hele kroppen,
har gang i lungerne helt ude i
fingerspidserne, falder med ind i
den menneskelige historie og har
collager af sårskorper/
store bregneblade side om side i rygraden,
vindeltrapper er mit åndedræt,
der er grene i håndfladerne,
de splitter ikke vores træer ad,
for de er vokset helt ind i kødet på
den eksistentielle smerte:
en af de bygninger livet har at kaste
et ekko af kærlighed ud fra,
den luft der ligger som skum,
den luft som kommer ind fra under hånden:
haspen.