Vi er sådan en familie, hvor man rejser sig for at bære af bordet, så snart den sidste er færdig med at spise. Børnene skal bære over, de voksne putter i opvaskemaskinen. Når børnene bliver ældre putter de også i opvaskemaskinen, når børnene bliver endnu ældre vasker de også de store gryder og pander af, og når børnene er voksne børn, siger de til de mindre børn, at de skal hjælpe med at tage af bordet, spørger dem om de tror oprydningen tager sig selv. Sådan cirkulerer det hele rundt i et kredsløb, der ender med at man råber ad Bubbe, der er farmoren, for at få hende til at sidde ned, få hende til at holde op med at gå, også nu med stativet. Så kan hun sidde tilbage ved det affolkede middagsbord og gnaske oliven, ligesom bearbejde den ene efter den anden i kinden, spytte stenene ud på en gul serviet.