.
at elske
se hjertets jordfarve
bredes i sin glaskrop
fingre der efterårsudklækkede varmer
ruden vender vrangen ud
i stormen
en hals om ordet
udsigt
.
finder hjem
naboer
et glas vand på en græsplæne
slukke lemmerne
en for en
hunde der gør
der evner
at udfylde en sandkasse
netop denne menneskekrop
presse øret imod
asfalt der gir sig
hænder helt euforisk svage af varme
at omfavne et grantræ
melankoli
den slags stille insisterende lykke
.
om sårets spættede
åndedrag fra kamæleonsolens hånd
mod panden funkler bid driver
i det blik er der hudafskrabninger på muren
kridhvide fabler
et ansigt bare det at det findes
hælder så fredfyldt
.
elskende
pølen af arme
ånde mundehuller spejler
kuldens erosionsvæsen
det blå liggeunderlag
så insisterende og sløvende
så strålende det kan være morgen: lår. sne. ansigt