Signe Pildal Hansen: Jeg går i Magasin om søndagen

Jeg ser elefanter drukne i verdenshavene og skylle i land som skeletter på Grønland. Aldrig har lyngen stået smukkere, siger hedemanden i TV. Aldrig har han oplevet noget lignende. Lyngen kan godt lide varme det ene år og væde det næste. I sidste uge toppede den. Lyngen trives i ekstremvejr, bare det doceres rigtigt. Den ved ikke, hvad der venter. Vil den glæde sig den dag, den beklæder hele kloden – den del der ikke er druknet? Eller vil den synge en rødlilla lyngblues, mens en kranieknogle, hvid som sne, ligger og blinker i solen?

Jeg er den hånd, der griber mig i håret og tvinger mit hoved under sortsmudset gletschervand, forplumret af aske og partikler af sod og syre. Jeg smeltevandstorterer mig, mens jorden drukner. Og jeg skyller min medicinurin ud i lokummet, håber på dens tvivlsomme effekter. Angstdæmpende, antipsykotisk, antidepressiv, kemiske regulatorer af highs and lows. Jeg sluger og pisser og skyller og taler. Jeg taler. Jeg flyver og går i Magasin og vil have ananas og iPhones, kemikalietøj, chokolade og kokød. Og flere iPads og macs og pc’ere og mere af det hele: aluminium, krom, kobber, kviksølv, bly og plast, jern og glasfiber, guld og grønne ædelstene, silicium, cadmium, sølv og katastrofer. Big data, mikromanagement, algoritmer. De ved, hvad jeg vil have: mere. Og fred og ro og tryghed og på hospitalet og i skole og blive passet og arbejde med noget vigtigt, noget som udfordrer og udvikler mig. Ikke tørre røv for alt for få penge. Jeg vil være kreativ. Og til Vietnam og Paris og Påskeøerne inden det er for sent. Og til Grønland.

Vor Fader tager sig til hovedet og er for længst afgået ved døden. Han ligger og roterer, mens Big Brother (den store strateg) og Big Mother (den store pædagog) holder hvert deres vågne øje med os. De monitorerer, belærer, behager og bevæger os. Så lillesøster, lille søster, hvad skal vi gøre?

Vi vådrumssikrer – der er bestemmelser for den slags – så vandet ikke kan trænge uvedkommende steder hen. Så lofter og vægge ikke bliver bløde og smuldrer og slipper psykedeliske sporstoffer ud. Vi graver dræn ned. Og reservoirer. Sikrer mod stormflod og skybrud og Fanden og hans pumpestok sætter vi i sving. Vi vil ikke være våde. Kun engang imellem. Vi vil lede og regulere, lægge rør og ledninger og kanaler. Vi vil vandlåse og afløbe. Gennem tysk armatur, i fransk porcelæn og ud af svenske toiletter.

Jeg observerer verden i sidespejlet på mit mobil home, min Tesla in the sky with diamonds. Ha! Som om! Hvem siger, at det ikke er min pandeskal, der ligger i lyngen og blinker? Hvem siger, det ikke er mig, som verdenshavenes plastikfisk har nappet kødet af? Hvem siger, det ikke er mig selv, der har gjort det?