Til februar (2017) vil Slagtryk redaktionen præsentere tekster, der går under temaet ”dialog”. Temaet kan følges strengt – såvel som udfordres – på samme måde som forfatterne var inspireret til at gøre med temaet “Brev i april” (2014).
Du og alle andre er inviteret til at bidrage – send dit bidrag til os på vanlig vis [sendind@slagtryk.dk] (og gerne senest den 22. januar)!
Vores egen inspiration til temaet kommer fra mange hjørner, og vi forstår derfor ”dialog” i en bred forstand.
Dialog er basalt set en samtale mellem to eller flere. Og det kan komme til udtryk direkte eller indirekte i selve teksten gennem opsætning, linjeskift, etc. Blandt eksempler kunne være Peter-Clement Woetmann og Olga Ravn, der begge er gået til teateret med deres poesi. Og i Slagtryk har senest Anne Tscherning Larsen direkte brugt dialog.
Det kan også være to eller flere forfattere, der står bag en tekst eller samling tekster; hvor det kan være synligt eller usynligt hvem der taler og hvordan. Frit Flet er et nyligt eksempel og i Slagtryk er det indtil videre sket i sjældnere grad (men se her).
Forfattere har i tidens løb været ophav til skriftlige korrespondancer. Personlige breve, offentlige diskussioner i aviser, etc. Og forfatteres henvisninger til andre værker i egne værker er også en form for dialog litteraturen imellem. Eksemplerne er utallige, dialogen finder hele tiden sted.
Måske kan man sige, at dialogen handler om det sagte. Og med Mikkel Thykiers trilogi på Gyldendal (”Daglige tale”, ”Godmorgen Columbus” og ”Dit ansigt kommer før mig”), også om kun den ene parts udsagn / henvendelse.
Alligevel kan dialogen også stå i modsætning til monologen, som ikke har samtalen som sin ramme.
Endelig synes vi også, at temaet kan ses som en udvidelse eller fortolkning af Slagtryks feedbackarrangement den 11. februar – hvor samtalen om litteratur danner grundlag for et møde.
Og det er mødet, relationerne, det sagte, som interesserer os i Slagtryk.