“Castellania, 15. september 1953
Kære Gino
Jeg ved, at du stadig er knotten på mig over det med ‘den hvide dame’. Du synes bedre om sorte damer, men jeg kan nu bedst li’ de hvide. Sådan har det altid været. Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det er mig som er ‘Il Campionissimo’ og ikke dig. Men hør nu her, Gino: Du er sgu go’ nok, og der er en grund til, at jeg rakte dig den flaske vand; ligesom der er en grund til, at jeg så mange gange har ladet dig ligge på hjul. Tænk på at jeg har det bedst ‘in solitudine’; socialt samvær er mig en plage, og i længden er selv den hvide dame mig en last. Og netop derfor, kære Gino, æder jeg mig selv hver gang, jeg lader dig tage mit hjul, thi jeg ønsker egentlig at være alene, helt alene. Dette og intet andet. For mig er et cykelløb altid forbundet med jagten på min indre og ydre Ithhöhle. Vejen, ad hvilken jeg går mod og gennem mit eget indre, er brolagt med amfetamin og askese. Du derimod æder røde bøffer og drikker Chianti. Det skal være dig vel undt. Ligesom jeg under dig de sorte damer.
Nå, men jeg fortaber mig i ligegyldigheder. Mit anliggende er et helt andet, nemlig sandheden om det hele eller rettere et yderst kvalificeret bud på noget, der minder om en delmængde af sandheden. Det forholder sig med menneskene i al almindelighed sådan, at de er ‘homo homini lupus’. Dette er en kendsgerning. Bare læs lidt Gobineau (l’homme l’animal méchant par excellence) eller La Rochefoucauld!
Da jeg sidste gang gik helt dybt på Tourmalet, slog det mig, at vi midt i dette inferno af gensidig animositet kan erobre stilheden. Cykelløb er for mig dette konstant tilbagevendende forsøg på at komme hinsides mig selv. Eller sagt på en anden måde: i det punkt, hvor jeg møder mig selv, i mit jegs ubetydelige epicentrum, eliminerer jeg dette jeg. Smerten sender mig hinsides bevidstheden og jager mig tilbage i NU’et. På bjerget stødes jeg ned på bunden af mig selv, og således bund- og grundstødt står jeg ind i NU’et. Det er dér vi skal hen, kære Bartali. Vandflasken, jeg rakte dig, var et sindbillede på menneskets eneste tilbageværende mulighed for at annullere sig selv, tiden og rummet.
Vi er aldrig for alvor hjemme, vi svæver altid på en eller anden måde over virkeligheden. Frygt, håb, uopfyldt længsel og umættelig stræben bærer os stedse ind i fremtiden. Allerede Epikur beskrev den vise mand (ingen hvide eller sorte damer her) som den, der IKKE skuede længsels- og lidelsesfuldt ud i fremtiden eller tilbage til det svundne. I morgen og i går er en illusion, kære Bartali. Det er dét, du må forstå (den hvide dame fatter ikke en skid, jeg har opgivet at forklare hende noget som helst).
Næste gang vi mødes, går jeg på stor klinge, sætter dig fra hjul og går ned på bunden af mig selv. Tag mig det ikke ilde op. Nu ved du hvorfor. Det var bare det.
Din hengivne Fausto”
Henrik Bach har sendt post igen. Han skriver:
“Kære Søren,
var en tur på loftet i går. Du så jo selv, hvor stor vores præstegård er, da du besøgte os i sidste uge. Loftsrummet er tilsvarende stort og uoverskueligt. Jeg havde rent glemt en kasse med Fausto-sager som jeg ved en fejl satte på loftet i et hjørne langt væk fra de andre Coppiarkivalier, der jo ellers, som du ved, står i rummet ved siden af mit arbejdsværelse. Nuvel, pludselig stod jeg ved siden af kassen. Nu har jeg været den igennem. Det viser sig, at Coppi fra midten af 1940’erne frem til sin død i 1960 med jævne mellemrum, dvs. i de perioder, hvor han ikke læste Cesare Pavese, søgte indsigt i tilværelsen hos Hugo von Hofmannsthal, Arthur Schopenhauer, Rainer Maria Rilke og Stefan George. Det kommer som en stor overraskelse for mig, at Fausto læste George, men i mange breve citerer han direkte fra både “Algabal” og “Der siebente Ring” (wtf?). Det anede jeg virkelig ikke. Han har åbenbart også beskæftiget sig indgående med Rilkes elegier. Jeg sender dig hele stakken, så må du se, om enkelte breve kan bruges og eventuelt egner sig til udgivelse. Brevet til Bartali fra den 13. september 1954 er da formidabelt, synes du ikke?
Guds fred, Henrik.”
Henrik har helt ret, brevet fra den 13. september er eminent. Det kommer her (blot så I er advaret: der er flere på lager, fineste sager fra Coppi)
“Lucca, den 13. september 1954
Kære Gino,
jeg er taget til Lucca for at køre bjergene på egnen sønder og sammen. Har været her i næsten tre uger. Den hvide dame efterlod jeg i Rom. Hun fatter ingenting af noget som helst. Ingen forståelse overhovedet for min nøjsomhed, for min askese, for min systematiske spægelse af legemet. Det eneste, hun tænker på, er sex, underholdning og nyt tøj. Det værste er dog, at jeg ikke kan dele litteraturen med hende. Hun er ligeglad med Rilke, George (har læst “Algabal” højt for hende, men hun fattede NIHIL), C. Pavese foragter hun, Schopenhauer vil hun ikke vide af. Jeg har flere gange sagt til hende, at hun burde opsøge dig, Gino, i stedet. I passer perfekt sammen, ja, du ville i hende få dig den bedste elskerinde, men hvad hjælper det – hvilket hun også til bevidstløshed har gjort gældende over for mig – når du kun er til sorte damer.
Lige meget, kære Gino, nu må du leve med, at jeg piner dig med mine tanker. Du har kun godt af det. Se det hele som mit målrettede forsøg på at nedbryde dig mentalt inden vores næste dyst, thi sandheden er jo, at du heller intet forstår af alt dette. I går, da jeg sad på Monte Serra, slog det mig, at Rilke har ret. Jeg ved godt at man ikke kan isolere en af elegierne (og hvad er cykelsporten andet end en lang elegi?) og lade denne ene tale på alle Duino elegiernes vegne. Jeg ved godt, at mennesket ifølge Rilke er dette dobbeltvæsen mellem det jordiske og det guddommelige, og ja, jeg ved godt, at han i elegierne åbner muligheden for, at mennesket kan generobre det tabte lys, skønt vi har fjernet os fra det guddommelige i en sådan grad, at englene ville knuse os, hvis vi kom dem for nær. Selv når vi råber dem an, hører de os ikke. Selvfølgelig har jeg en svaghed for den 8. elegi. Jeg er jo ikke schopenhauerianer for ingenting (magter ikke at forklare dig om Schopenhauer lige nu, måske en anden gang, du fatter det alligevel ikke).
Problemet er den menneskelige bevidsthed, og spørgsmålet er: hvordan er det overhovedet muligt at leve, når vi står uformående og måbende over for tilværelsens gådefulde elementer? Eller rettere: problemet (= bevidstheden) er, at vi i det hele taget er det værende, der stiller spørgsmålet om vores egen væren (JA, jeg har OGSÅ læst schwarzwaldfilosoffen, og ja, jeg er ligeglad med de ‘sorte hæfter’, helt og aldeles græsk-katolsk). Bevidstheden (fornuften, forstanden, kald det hvad du vil, kære Bartali, jeg er ligeglad) spalter, sondrer, destillerer, kondenserer, sørger med andre ord bestandigt for, at vi er det væsen, der står overfor, aldrig indenfor. Skønt det beror på en mangelfuldhed, hvis ikke ligefrem sygdom, ved min bevidsthed, så er det en kendsgerning, at jeg er dette værende, der står spørgende ind i eksistensen, i stedet for som koen – og DIG Gino – at stå ind i det åbne. Og så er vi tilbage ved det problem, jeg skitserede for dig for et års tid siden, nemlig bevidsthedens fejlagtige, men uundgåelige, konstante fravær fra NU’et. Bevidstheden sørger ikke bare for, at jeg sondrer mellem dig og mig, dette og hint, men afstedkommer også, at jeg konstant kredser om det kommende (som jeg intet kan vide om) eller rækker bagud ind i det svundne. Deraf den menneskelige ulykke, de talløse bekymringer og navnløse lidelser, kampen, krigen, sorgen, angsten.
Nej, i mit næste liv vil jeg være en ko, eller endnu bedre: en kat eller – hvis det sublime skal nås (og her reducerer jeg totaliteten af udsagn i elegierne) – en myre. Myren lever udelukkende i det åbne. Myren ER verden. Den ER det skød, hvorudaf den er undfanget, aldrig hinsides den rene væren i NU’et. Mennesket derimod, ak ja, er altid på vej, altid dér, aldrig hér, altid overfor, aldrig indenfor. Vi står ind i det lukkede, har mistet det åbne. Af samme grund sætter vi ikke den elskede fri. Mennesket tager, gode Gino, altid objekt. Mennesket er så at sige det transitive væsen par exellence. Vi er dømt til at gennemeksercere eksistensen i den transitive vildfarelse. Spærret inde i den spaltende bevidsthed. Det er synd for menneskene, kære Gino. Selv om du ikke forstår det, så er det derfor, vi er blevet cykelryttere.
I går på Monte Serra lagde jeg mig op på den store klinge og trådte over en strækning på et par kilometer så mange WATT at selv Morten B. Andersen ville have resigneret (W[h]at[t]?), og det ved du godt, hvad betyder, kære Gino. Nuvel: pludselig indfinder denne tilstand af ikke-bevidsthed sig. Jeg er nu ikke længere den verdensberømte Fauto Coppi, Gino Bartalis største rival, nej, jeg ER blot. Det føles som om, smerten for en stund nedsmelter jeg’ets syge epicentrum. Sammensmeltningspunktet, hvor jeg’et ophører sin eksistens og bliver ét med sine omgivelser, er samtidig det øjeblik, hvor jeg i bogstaveligste forstand distancerer alle andre. Morbidt og perverst. Helt i tråd med det menneskelige. Det var bare det, Gino.
Lån Rilkes Duino elegier på biblioteket næste gang du kommer til Palermo. Læs suiten højt for din sorte dame, selv om I ikke fatter en skid. Det var, som sagt, bare det, kære Gino.
Din Fausto”