Sofie Teglbrænder-Bjergkvist: vi sidder på dage af blødt plastik

vi sidder på dage af blødt plastik
vi holder fire farverige balloner i snor
der er fest et sted på de her kroppe
vi fejrer, at du ikke vil røre os

nu kan vi være i dine ansigtstræk
tidevand er et symbol på tårer, der kommer forsinket
vi svømmer i noget, måske er det lammeuld
vi er dem, der vil male drømme på dine øjenæbler
du ser væk
vi har nervøse øjne
der er en afmagt her
der er en lugt af det mørke, du sluger
der er døre, der ikke kan lukke
der er sætninger, vi pakker ind i vat og væder med vand
der er vatpinde, vi slikker på og sætter i hinandens ører
der er plads her
der er plads til de bakterier, du har
der er en infektion som vi spreder
det her er døgnet rundt om byen som blev bygget af blå mærker

det starter med minder
se: himlen er en fugtig klud
vi har gemt os bag det hvide i dine øjne
regnbuer slænger sig på himlen
det grå på væggene
det at være kold
vi laver mærker i sandet
vi synker ned i små sten
der har været regn
vi omfavnes af den tid, vi har været her
vi sætter os på træstubbe i skoven
der er sæbebobler i luften
der er sæbebobler i luften, der springer
vi har beundret billeder af frida kahlo
vi har minder om at være nogen
solen er et ur, der brænder
du tager tykke trøjer på
lag på lag: du ønsker intet af os
vi behøver ikke at huske
vi pakker det skrøbelige ind i bobleplast
nogen har efterladt noget, der græder
nu leder vi

vi vikler silkebånd ind og ud imellem dine fingre
skyer breder sig på himlen som et tæppe
vi maler hvert rum sin egen farve
vi forsøger at være ydmyge
i solskin sværmer hvepse rundt
en skov er et sted, hvor man kan søge tilflugt
vi flygter der ind i skyggerne
vi vil tegne tårer i dit ansigt
vi vil tegne blodårer frem på din krop
vi vil tegne smagen af vores stemmer og hælde dem i din navle

vi er dem, der kan bære på vreden
det sørgelige i at stille sig tilfreds
det at tiden går langsomt, når man famler
vi trænger til at glemme
sådan ser du os: flader uden afkroge
huden er den afstand, der er til en undskyldning
månen er et landskab til de efterladte
vi leder bare efter noget ømt i dit ansigt
 
 
 

Flere bidrag