Sprogspil i Sydfrankrig

Ved redaktør Jishuo Li


Efter en måneds ferie i redaktionen er vi vendt stærkt tilbage i august, og jeg tænkte at indlede tilbagekomsten med en rejseberetning. Siden sprog er et spil, vi alle deltager i, hvad sker der så, når man er på udebane og ikke kender reglerne?


Jeg har tilbragt en del af min sommerferie rundt omkring i Europa, bl.a. en uge i Antibes i Frankrigs Côte d’Azur. Udover at nyde det smukke azurblå vand og markeder fyldt med tomater, blommer og nektariner i fransk højsæson, var en af de store oplevelser for mig at kunne bruge lidt af mit fransk, jeg mest har tilegnet mig gennem min tid på gymnasiebænken.


På trods af at jeg afsluttede faget i 2017, havde jeg sat mig for at prøve. Det spændte mellem lette, men samtidigt nervepirrende bestillinger af kaffe latte, til frisør-agtige samtaler med taxachauffører, hvis ros/rutine til tider fremskaffede dem lidt ekstra drikkepenge. Ofte endte det med, at jeg blev svaret til på engelsk – jeg kunne undre mig over, hvad der afslørede mig.


Indimellem fandt jeg dog nogle, der var villige til at lege med. Særligt én oplevelse gjorde indtryk: Jeg sad på stranden ved siden af et ældre ægtepar, hvis hund syntes mine medbragte snacks var interessante.


Jeg så mit snit til at stille de helt basale spørgsmål. Hvad hedder han?: ”Comment il s’appelle?” Hvor gammel er han?: ”Quel âge a-t-il ?”. Således falder jeg langsomt i snak med Elvis på 11 måneder og hans forældre, og vi kommunikerer hurtigt frem og tilbage. Jeg tænker, at det går strålende og har bildt mig selv ind, at mit fransk kan gå an som C1. Men det varede ikke længe, før min hybris gjorde sit indtog.


Samtalen havde pludselig taget en drejning til grænsepunktet af mit niveau, da Elvis’ far ihærdigt gentager ordet ”russe” af flere omgange. Hver gang han gentog det, tog jeg mig selv i at klø hårbunden med større og større kraft. Seancen fandt Elvis’ mor
hylende morsom – at hendes mand og jeg, begge med vand til navlen, forsøgte at kommunikere med så stor desperation om noget tilsyneladende så ligegyldigt.

Så udbryder faren i et eureka-opråb: ”Putin”, ”Putin”, ”Putin”. Da han råber dette, var det altså før jeg vidste, at ”russe” betyder russer, og jeg forveksler det med ”Poutine”, som er den canadiske nationalret bestående af pommes fritter, ost og brun sovs.
Med samme entusiasme og cerebral åbenbaring råber jeg, hvad der i deres ører må transskriberes til ”Ah ouais, Putin est trés succulent!”


Meget kan man sige om mine franskkundskaber, men det gjorde mig nysgerrig på sproget, og hvordan vi bruger det. Tænkte på Ludwig Wittgensteins teori om sprogspil, centralt i ”Filosofiske Undersøgelser”, der nægter, at ord har faste, uforanderlige betydninger, men at de afhænger af hvilke sociale, kulturelle og interpersonelle ”spil”, individer bruger dem i, og at betydningen af dem først fremspirer gennem deltagelsen i disse spil. F.eks. når jeg skriver ”Elvis’ forældre”, så spiller jeg ikke ”hvem har afgivet kromosomalt genmateriale til Elvis”-spillet, men nærmere ”hvem har ansvaret for Elvis’ fysiske og følelsesmæssige behov”-spillet.


På samme måde kan jeg ved bagtanke og refleksion se, at jeg hos nogle af de lokale i Sydfrankrig ikke deltog i skolebænkens ”korrekte semantiske strukturer og perfekt udtale”-spil, men nærmere ”fri leg”-spillet, der tilsyneladende ikke havde det store formål;
hvor fejl og misforståelser var en del af det sjove og uundgåelige ved menneskelig kommunikation. Jeg kunne mærke, hvordan denne ”leg” forbandt mig til nysgerrigheden og letheden af min barndom. 


Med årene er den dristigt blevet overhalet af andre spil. Ironisk nok kan ord, jo bedre vi mestrer dem, nogle gange føles mere utilstrækkelige. For mig bliver ordene, både i tale, men også på skrift (som nu), ofte mere overflødige på mine modersmål, dansk
og mandarin. Jeg får større forventninger til, hvad de skal kunne ”spille” for mig. I hans berømte citat ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”, opfordrer Wittgenstein os til at være mere bevidste om vores sproglige begrænsninger – og måske søge andre måder kommunikere på. Eller måske blot tie lidt oftere? I sidste ende, mens jeg forsøgte at mestre sproget, lærte Elvis og hans forældre mig noget andet; når ordene svigter, kan tavsheden og legen ligeledes forbinde os.


Vi, i redaktionen, håber I har nydt sommeren, hvor end det har været og ønsker jer god læsning i august måneds udgivelse.

Mere redaktionelt