|
det knuste lys under skoene aftenbladenes knitrende rim der trædes itu der for hvert skridt knuses til stykker og stumper som rester af lyset et koldt spor over jordens døde frugter der suger sig til skosålerne |
de stille træer vidne til intet lyden af græs der ånder ilt under skoene en ildebrand over træerne blæser gløder af røde tråde under skoene et sort spejl af rindende vand i flugt mod fjorden i det fjerne |
de afhuggede fuglevinger på stiens grus knasende ud under skoene en tung stråle af månestøv over de stolte asketræers rystede refleks tabt i vandets runde hånd hærdet af alle de små sten på vej videre |
||
|
* |
||||
|
de udspændte snubletråde udløser kun et et stille skrig mod stjernerne intet så alene som nætterne under skoene den skrå regn mod porerne grebet flygtigt af de duggede spindelvæv på plads imellem de sorte grene |
og øjet der ser ud på alle ting med klarsynet tvivl og en uro der synger vers efter vers efter klokkerne har ringet i højden har ringet sine seriøse salmer udover skoven og de sovende bag vinduerne der er fulde af søvnigt mørke så fulde af tillid så stille som de høje birketræer i naboens have så stille så stille |
de sovende er bag facaderne så stille så stille som sneglene i naboens have ud af mørket et susende tog forbi stationen de røde tråde opløses til intet bommene der går op i natten en tavs silhuet flygter som en ræv ud af syne |
||
|
* |
||||
|
hurtigt videre over sporenes rimede metal væk fra lysene ved vejkrydset pulserende ud som frostånde allerede videre endnu ikke set stadig levende pulserende liv uset af øjnene bag facaderne en mumlen af blæst i træerne stønnende lyde fra de massive graner i kanten af morgengryet under skyernes |
stædige passage endnu sovende så stille så stille som tusmørket i naboens have en sten knuses mod en lampe der ånder gult sandet glasstøv ud på asfalten tiden løber ud så stille så stille som strømmen intet så alene som at være til |
om morgenen synger fuglene så stille så stille før klokkerne ringer over alt lige før daggry lister grå katte med signerede halsbånd hjem til deres ejere endnu sovende bag facaderne så stille som et tomt sneglehus knust af skoene intet så alene som en varm seng i et rum med vinduer ud til verden. |