Steffen Zeiner- Digte

Kajakroeren

En delvist mørklagt skikkelse
driver igennem det grågrønne søvand
med et jagende kattedyrs listende bevægelser

Pagajerne blæser nyt liv i træernes blade
og efterlader dem skælvende
vinkende fra bredden

de råber: Farvel, du fremmede.
Kom snart tilbage.

imens kajakroeren skubber tidens
vævre vande ud til hver sin fløj

og skaber lige præcis nok plads
til at dette nuets snævre fartøj

kan glide væk over stenbroens
lettere porøse spejlbillede

tværs igennem det og videre ud
i dagslysets talrige daggerter.


Søen

Søen er ikke mørkegrøn
eller smaragdsort

søen er sort og
søen er grøn

søens grønne farve er udefinerbar
og ses tydeligst højt oppefra
lidt før solnedgang

søens vand er koldt og overfladisk
dens genspejlinger er matte
og sløvt omskiftelige

søen er ikke en stor og dyb bjergsø
og den er hverken krystalklar
eller opaliserende

søen tiltrækker meget få badegæster
men en del sportsfiskere

søen er omkranset af høje grantræer
og ligger i en varm fordybning

søen har et bragende mørke i sig
selv dens lys er dunkelt
og dragende

søen er let og tung og tung og let
som et øjenlåg, der sitrer
en sten, der ruller.


Guldsmeden

Jeg cyklede mellem sivene
da jeg indså at en grøn guldsmed
ville styrte direkte ind i mig
som et lille vandret katastrofelyn

jeg gjorde klar til kollisionen
lukkede min mund og holdt vejret
bag let sammenknebne øjne.
Ventede lidt. Ventede lidt længere.

Hvad skete der? Fortæl nu. Fortæl.
Solens skær trængte næsten
næsten igennem en latterligt tynd
sky. En eminent lysdæmper

for øvrigt. Bilernes slukkede
lygter hviskede noget med islandsk
accent, der lød som en slags
opfordring fra neandertalerne til os:

Vær milde. Og så mærkede jeg det.
Guldsmedens lette overkrop
der strejfede toppen af min skulder.
Som havde den sagt: Fanget!

Du er dén. Dens barberblads
vinger bragede forbi mit baghoved
og var borte, som en rasende
kastevind på vej mod Atlanterhavet.


Hestene

Hestene forsvinder ind i disen
som nattens drømme i et vågnende sind

føllet plejer at komme løbende
men i aften holder det sig tæt til hoppen

de står begge stille og lader sig
indhylle i denne sølvhvide septemberdis

som solen er lige ved at forlade
og som månen netop er ved at overtage

jeg står ved det elektriske hegn
og venter på hestene, kalder på hestene

de er uden for rækkevidde i det
udflydende der engang var mere konkret

der engang var mildt og varmt
og som sang med et let og ukueligt hjerte

tilbage er kun følelsens omrids
og jeg ved at hestene ikke vil vende tilbage

at de end ikke findes længere
ligesom en drøm uden billeder fordamper

og bliver til en fugtig hvid sky
der rummer alt som findes i en bevidsthed

solen glider ned bag dragene
og efterlader kvæget i den sølvgrå tavshed

der er naturlig og ubestikkelig
som et flygtigt smil fra en der går i mørket.


Tid, Tidsel og Tavshed

En langsom måned er forbi
randfuld af små friheder men også glædesløs

en tynd, hvid sommerskjorte
som jeg bar en enkelt aften og efterlod et sted

mellem en dreng og en pige
på en bar med store gyldne roser på væggene

nu kun opgangens frenetiske
bankelyde der opløser denne her blege drøm

om en verden for længe siden
hvor alle var kæmper og jeg var en lille tidsel

der voksede den forkerte vej
ned under grantræerne, isbjergene og skyerne

jeg vil ikke snakke om noget
og du har ikke specielt lyst til at tale om noget

så du rasler lidt med nøglerne
og ikke længe efter står vi helt ude ved kysten

uden at tale begynder vi at gå
over os svæver en rød og formskiftende skive.


Svømmehal

Støvede grønne loftsbjælker
en håndfuld forældede reklamebannere
og to marineblå keramikfisk

vandet sluger lydens diskant
forvandler stemmerne til grå uklarheder
der fungerer som kastebolde

tiden indkapsles i luftbobler
der skyder op til den farveløse overflade
hvor de sluges af de badende.

*

Børnene udstøder langvarige glædesråb
og en stemme siger: Ikke løbe!
inden den forsvinder ind i et glaskontor

krusningerne punkterer lysets hastighed
sender det tilbage til lyskilden
og de hundrede inddæmmede glasflader

der spejler en blåviolet illusion
som minder meget om den lysforurening
der hænger over vinterbyerne.