På nær det jeg fortier
på nær min skørhed
som en sammenlimet kop
forsøger jeg at finde mig til rette
i al din naturlige skønheds
simple life du vil ikke eje noget
jeg må gerne eje dig
Fortæl mig alt, siger du
jeg fortæller dig noget
stort der gør mig lille
og let som en gren
i dine hænder der er rastløse
det så jeg ikke før
men det er de det er du
som en boligblok rejser vores
fortid sig for fødderne af os
kvinder og mænd vi engang kendte
råber forbandelser ud af
vinduerne selvom vi
lovede hinanden
at fortiden ikke findes
i et simple life
Vi lægger nakkerne tilbage
i hver sin ende af karret
luften er kold under træernes kroner
men vandet så varmt at det ryger
mine lår mellem dine
nu er der kun lyden af os to der
afbryder natten tilbage
så generøs og tåbelig
er ingen griner du
selvom jeg