så blev man sin egen skygge
med alt hvad det indebærer af
telefonopkald og breve
et godstog skærer sig gennem natten
fyldt med bagage og afdød familie som
aldrig ophører med at ringe til én
rummet fyldt med visne blomster
falmede og skrammede fotografier
midt i det hele: mit ID og fragmenter
af et manifest
projektører reflekteres i ruden
et gitter ud mod banen
holder de levende sikre
et sted i natten ender sporet
der er to veje gennem labyrinten
den som livet
indhyllet i sorte skyer
den som døden
badet i snehvidt lys
dine navne er
nedsmeltet i asfalten
dine skygger projiceret
på alle mure
oliventræets olie brænder
du er luften jeg indånder
hver gang jeg passerer
et åbent vindue
et spejl bredt ud i to flader
en niche med hjertets lys
i et andet menneske
oliventræets olie brænder
selvom ingen ild har rørt den
gennem labyrinten reciteres
dine navne igen og igen