Ved sted. Har hørt sted. Under indenfor, frosne skove. Frosne indeni. Træerne væske frost. Hør dammen hviske, dammen fordøjer sig. Det drøje som en dom: et udsagn formet som perler. Galde i blod. Natten sker med noget andet. Et tæppe elsker som mørke. Og vandet brænder. Hør tægernes munde suger regn fra øjenæbler. Og vandet brænder. Cirkel? Ikke nu. Blændes, brænder. Ikke nu. Ikke nu. Ikke nu. Nu. Alle fingre gyldige som våben. Skræmme som ikke for skyld. Vandet brænder, vandet brænder duernes flugt.
Viddernes stille snorken samler sig i et bær. Tæppet er kort, mørkt. Strækkes til ukendelighed uden at være foruden. Plet i neon. Autonomierne angriber. Vi kravler langs bygningernes stemmer. Med den samme styrke, vi er her. Og nætterne flagrer i vinden og vinden hvisker navne. Måne. I buskene en duft af hovedbund. Det styrker rygraden at blotlægge, så miderne søger. Trods i os. Plantesavl gør sig selv en retning værdig; du gransker smukkeste grønblå, slibrige kravler os vores hjerte. Løs væg. Jeg uden for ruden. Ruden bøjer varmen ræd. Klagen i stemmen som stilk i væde. Alt hvad der forekommer de våde, trætte timer. Jeg blævrer i grus. Jeg gør naturlig. Er det nattens lemming? Hvisker etager, hvisk jer! Grundvandet som dis i lejligheden. Overgrebet må bære os.
I er udenfor stilheden. Brændenælder erstatter fjer i puder. Hvis du ligger helt stille og lyset kommer grædende ind i stuen. Der går flere sår. Hvilket sted gør os mere end overgangen. Dermed ødelæggelsen. Jo, jo. Nej ikke helt – pas på jeres børn. Jeres munde graver i luften, jeres nylonsporer. Det var det! Og! Grusflimmer, en buket tænder. Lidt sæd vælder op i øjet, branden. Jeres landskab er kroppe. Jeres døde evige, jeres knuste rovdyrepoke. En klar idé om at klippe havet til små stykker gelé. Vi er i væggene, gået i ét; gået.
Viddernes stille snorken samler sig i et bær. Tæppet er kort, mørkt. Strækkes til ukendelighed uden at være foruden. Plet i neon. Autonomierne angriber. Vi kravler langs bygningernes stemmer. Med den samme styrke, vi er her. Og nætterne flagrer i vinden og vinden hvisker navne. Måne. I buskene en duft af hovedbund. Det styrker rygraden at blotlægge, så miderne søger. Trods i os. Plantesavl gør sig selv en retning værdig; du gransker smukkeste grønblå, slibrige kravler os vores hjerte. Løs væg. Jeg uden for ruden. Ruden bøjer varmen ræd. Klagen i stemmen som stilk i væde. Alt hvad der forekommer de våde, trætte timer. Jeg blævrer i grus. Jeg gør naturlig. Er det nattens lemming? Hvisker etager, hvisk jer! Grundvandet som dis i lejligheden. Overgrebet må bære os.
I er udenfor stilheden. Brændenælder erstatter fjer i puder. Hvis du ligger helt stille og lyset kommer grædende ind i stuen. Der går flere sår. Hvilket sted gør os mere end overgangen. Dermed ødelæggelsen. Jo, jo. Nej ikke helt – pas på jeres børn. Jeres munde graver i luften, jeres nylonsporer. Det var det! Og! Grusflimmer, en buket tænder. Lidt sæd vælder op i øjet, branden. Jeres landskab er kroppe. Jeres døde evige, jeres knuste rovdyrepoke. En klar idé om at klippe havet til små stykker gelé. Vi er i væggene, gået i ét; gået.