Jeg har ikke noget sprog
for det jeg vil sige
og det er ikke fordi jeg vil sige noget særligt.
Tværtimod.
Men skriget som isning i søvngængerens bid
eller havet
som farve snarere end masse
er ikke det jeg vil sige.
Tværtimod.
Det jeg vil sige
har jeg ikke noget sprog for.
Violette fedtkrystaller
drypper
driver langs tankernes tapet
og tankernes tapet
er mindre metafor
end realitet
når midnatten skærer dig med sit papirtynde åndedræt
Selvfølgelig nægter jeg.
At anerkende
brusekabinens femkantede rum
af skaktern
som afkrog i en helhed
kaldt uendelighed.
Selvfølgelig nægter jeg.