bag øjnene forbliver noget
jeg tror det er mig
rummet
en stue højt oppe
tænk ikke mere
end det blik og
en vinter udenfor
skurrer sig ned over taget
som alt
i mig falder væk
med et brag
nej tænk ikke mere mere mere
ellers er her stille
lyde kun små
af afbrudt
hjertebump
som strømpefødder
hun vimser døgnet rundt
og hun f l i m r e r ind og ud
af sine glemte
begejstringer af opdigtede værelser
(af vores glemte er vi kommet)
der er så meget støv hun vil vise mig
og pludselig
slår blikket sig til ro
som to blåfugle vipper
langsomme kaotiske pust
små hvirvler
gennem et helt andet
væk
herfra
hvor vi er
og så taler vi mund i mund
om nødvendigheden af sumpe af grænselande
ikke gå glip af tårer
at ligge søvnløs af lykke
at trodse sig hjem
*
Og det var den nat og det var den sommer og flammen står stille over lyset på bordet, på altanen og sådan ser verden ud lige nu. Set herfra. Gadelamperne ligner UFO´er ophængt i snore, en invasionsfilm fra 50´erne der er næsten er gået i stå. Hvis ikke det var for insekterne. Små flagrende pletter der trækkes op i lyskeglen.
Natholdet, flagermusene, tog over hvor mursejlerne slap. Som orca i de tunge oceaner, sluger de deres ekko. Og nætterne er omvendte døgn, lysnet og skyerne silhuetter. Jeg skriver efter noget jeg ikke kan se:
Erindringen om kollegiet jeg boede i. Det lå udenfor byen, hvor jeg indimellem lod sommernætterne blande sig med skæret fra rispapirslampen. Sådan kunne man brodere loftet med sovende sværmere. Man kunne næsten høre dem snorke med de små vinger i søvne.
Hvorfor hæfte sig ved den slags småting? Ved ører og irriterende summen der ikke kan placeres. O følelsen af samtidig ærgrelse og glæde ved synet af geddens gule farvelblink i mosens cola. De lade, rødørede terapiner i parkerne, men mest mennesker der åbenbart stresser over sumpskilpadder. uforklarlige billeder; en kuglebænkebider i en ravklump, et rovfugleøje eller en gammel bamses vilde stirren gennem glemselen på loftet. Den pludselige dæmoni, lysten til at slå et søm i nogens hoved.
Hør. Noget konkret og meget bedre: denne usynlige ugle derude, der har forvildet sig for tæt på byen. Nu skriger den knudepunkterne i sin rute – en bue lyder det som væk, væk, væk. Skove at savne. Som derhjemme, sidste vinter, hvor min bror og jeg stod og så ned gennem fjordisen, mørk, klar og massiv. Det var første gang i livet vi lagde mærke til blæretangen som den hang dernede, fastfrosset i et tredimensionelt billede. Og inde ved bredden, sænkningen i kanten af Boserup skov, hvor sensommeren rummer legioner af guldsmede. Ord som “jordbærlygter”. Jordbærrene er blodrøde på denne årstid i årstiden. Og duften er rigeligt. Som hendes mund dog kunne fylde verden. Og jeg kan ikke koncentrere mig om noget som helst.
Morgenen fortætter sig. Hvad står der mellem skyernes formationer? Hvislende regn på vej, skønheden der blander sig. Mørke kratere i støv. Rekyldråber på søen. Dapdapdap på vipvipvippende blade. Synenes kor. Salmer og ord.
Hvad er prisen på et digt? Tre essentielle timer søvn, tre timers liv som ingen behøver læse. Vi har vores. Søvnløsheden er solsortenes opfindelse til deres rastløse publikum. Og feerne har de fløjtet til køjs. Som sværmerne sover de under bladene. Alverdens dage mindre begynder.