Entomologisk mareridt
Man bliver så kilden af Google
de salte klicheer siver ind i nerverne
og myrer pibler fra porøse porer
skelettet hikkende sig itu
flækker mørke stemmer på langs
og vittigheden lyder:
hvad mener natsværmeren selv om sin tørke?
Den er nem det er ansigter
ne Skt Sebastians mosser
de spidse maddiker
dryssende som nominalsyntagmer:
blomsterne når mit kranie sprænger
*
Vinduesruderne mjaver
stentøjet fanget bag stenede gitre
glitrer under solens pladaskblik
fordi tungerne er parykker
skal kødet lyse i blink
en sexet stank af javabønner —
våde tændstikker i mine fingre —
*
Jeg giver intet for apologier:
jeg har fandme Mme Butterfly på
mine myoser i brystet er koloniale varer ved
julehjertehjernen et stativ hvor antiloperne
hænger til tørre
elefanttantra blæser et tentativt lilla
men på julemandens værksted har de hikke:
koppeudbrud og kontrapunkt
kvinderne siger knæk elefantblod
skridser et fortykket jeg kommer
elefantiske tandoorimængder over kyllingen
det juler sådan med syltet ingefær
sex og texmex og ærter under huden
jeg rasler
*
Lidt navleuld at pille i
lidt panisk panegyrik
skulle det være en fest?
min angst er et anagram
uden ortografi —
autofiktivt støv i min
specialeskrivende stue
selvom Olynthos brænder (1)
men hvor kan jeg dog
altid allerede
bortødsle de sekunder
som stakkels halvhjernede
nordjyske socialdemokrater
knokler dagligt for at producere —
forkælede snothvalp!
udskift mig venligst
med et andet jeg
*
————————————————————
(1) Se Demosthenes’ 3. Filippiske Tale (9.68), hvor han dadler athenæerne for ikke at have hjulpet Olynthos militært, da makedonerne invaderede bystaten. I samme åndedrag tilskynder han athenæerne til at forberede sig militært på et makedonisk angreb, fordi Athen ville kunne lide samme skæbne som Olynthos.
Det jeg som står på siden
er ikke mit rigtige jeg
det jeg der i et pludseligt nu
erkender offentlighedens biologi
når mit ansigts forkrampede kød
udkrænger blokke af lyd
til almen undren
og som plumper ned
i en dirrende lejlighed
og beder:
giv mig et nyt navn!
så hælder jeg fuckedme gin
ud over det gamle
og smører angsten ind i sæd —
det jeg som jeg betragter
fra søvnløshedens altan:
*
Her er din millimeter
bo på den
jeg bløder igennem papiret
og ansigtet blafrer med vingerne
min krop er anløben
og skarpere
“end hos nogen tidligere generation”:
alle de dage
jeg flækker på langs
som hygiejnebind
med mine rødbrune tanker
lige til et hashtag
det vi mødtes i
da mit ansigt fløj sin vej
og byen kom i en hvid orgasme
jeg ligner alt hvad jeg mangler
jeg mangler ingenting
kun alt for meget
kompetencer jeg burde bære
som et yoniæg
for at holde angsten i live
jeg mener: minde angsten om
at jeg gerne vil melde mig ind
men at konkurrencen er hård
(“åh… fuck ja!”)
I konklusion: “det er derfor vi lyder så dumme
når vi blir transskriberet”
(se “5. Eidos hos Novalis og Tieck)
*
Det klirrer fra min musselmalede mund
pludselig lugter jeg af gammelt blod
som et liderligt stankelben
vraltede jeg rundt i nattens nullermænd
eftersom skrivebordet er for småt
jeg er John Cleese der pisker Helle
sponten med en gren (2)
men hvordan er det dog min hals ser ud!
sjælens svulmelegemer suger til sig
af min krop
eskalerende en svimmelhed
til jeg brækker mig
(det hele er utilsigtet deleuziansk)
glasskår snitter dine fødder
mens du samler mit hovede op
fra gulvet
*
————————————————————
(2) Se bog 7 af Herodots Historie (§ 35), hvor Xerxes’ mænd afstraffer Hellesponten.
Polaroid
En brungul stank
af gammel
italiensk
porno
hænger over
min magelighed
Jeg er skyld i alt
og angrer ikke
slet ikke nok
min t-shirt er stænket
med rødvinspletter
jeg har tiltagende mave
og sengen er uredt
solen vækker mig med
skriftsteder
fra Tertulian
og Danmark kan mere:
se nu for helvede
hvad jeg har gjort
sådan et luddovent
insekt
med trevler
af rødt kød
mellem tænderne