prolog
i al ubemærkethed sover uroligt
i svanernes suite den smukkeste hun
blandt ulve i mørket for enden af gangen
hvor natten er foret med ungernes dun
ET
i
nu er hun blot en modlys skygge
i den blege stol i stuen for enden af huset
selv efter bedste evne klinket af skår fra kvinden med de bare tæer i græsset der aldrig
voksede i haven
på den levende side af de tonstunge ruder
og jeg ville inderligt ønske jeg kendte hende
som i sådan rigtigt du forstår
og at du kunne have mødt hende
som i fra før hun gik itu
iv
jeg tænker på hende
ømt manifesteret i kød og blod og vinger
og der ligger den så på bordet på ryggen med let spredte ben
og nøgen i mit køkken ‘kom indenfor’ siger den og hun græder når vi besøger dem
i smug
jeg lægger hånden på den og det føles som om jeg burde være deroppe og holde dem i
live den er kølig langs fingrene da jeg løfter den op og slipper den forsigtigt ned i
vandet hvor hun kæmper sig rundt og rundt med den raske arm for at holde hovedet oppe
til morfar og svend når frem og den i en sidste bevægelse opgiver sit greb om bugen og
lader sine små vinger række ud
[jeg føler hun måske havde haft det bedre i en naja marie aidtsk novelle hvor den til sidst
havde vist sig at være en engel]
viii
på en aften som denne sidst i januar er det om lidt allerede et år siden hun i eftermiddags
blev kørt i blå blink og dopplereffekt fra svømmehallen til hjørring sygehus
hvor hun lå lillebitte som en forfrossen spurv i den enorme seng i sneen
og jeg overvældedes af en intens angst efter alligevel ikke at kunne registrere den opdrift
der uomstrideligt finder sted når alt levende holder vejret i sekunderne før livet
kulminerer mellem bygningerne ved rådhuspladsen i en 2a’er den fireogtyvende februar
totusindeogelleve hvor blodet krystalliseredes i hjernen bag de himmelvendte blå øjne
min mor for længst har arvet og følte det i al fortrolighed passende for hende at iklæde
sig noget så forbandet smukt klingende som ’apopleksi’
xvi
de ringede pludselig da vi stod i rema tusind på øresundsvej og der ikke længere var flere
træer tilbage i haven bag det rødbrune murstenshus hvori min mormor til min barndoms
store forundring kunne skrælle et æble i én lang skræl
og der er dufte man aldrig glemmer den på en årsdag som denne hvor tusmørket trækker
streger i dit hår og jeg kæmper for at holde liv i et digt der insisterer på at handle om
døden
mens natten synger mod glasset i ruden i stuen hvor du sidder i din mintgrønne trøje på
sofaen og ser mig beskrive duften af terpentin og harsk olie i den kælder min morfar selv
gravede ud under køkkenet i huset hvor køleskabet stank af kål og sild og fotografier af
min mor i buksedragter fra canada
omhyggeligt foreviget fremkaldt og katalogiseret efter dato af en nu ukendt er
tusindvis af smil fra en tid der hånligt lever videre i blå og røde mapper med årstal
på ryggen i reolen i gæsteværelset
hvor vi legede som børn som børn
TO
xxi – ii
i nat sov vi for første gang længe
som i sådan du ved
at jeg tænker om jeg har skrevet hvad jeg ved
og mig ud af en drøm så jeg nu blot forestiller mig
hende bag på en knallert med armene om ham gennem verden
ad howitzvej
hvor det til stadighed er umuligt ikke at lytte efter hende
mellem husene og brandstationen
og kødet af de forbrændte børn i mit livs mareridt
i nat sov jeg ikke og lyttede kun
xxvii
i sekunder hvor evigheden til sammenligning fremstår aldeles uimponerende indser jeg
ved kassen i kiosken på hjørnet af østrigsgade og lergravsvej en tirsdag eftermiddag
klokken lidt over tre
at min mor er lige så bange for at miste sin mor som jeg selv er