Jeg tænker ofte på
hvordan det må være at stå
ved Mount Rushmore
og se historien således
sprættet op og lappet sammen på ny,
fire ansigter fra forskellige tider der tier
om et regnrustent trådnet af stater,
i samme bjergkæde
som lidt længere borte langsomt
tager form som Crazy Horse;
jeg forestiller mig ofte
at det må være sådan det må være: at være dig,
sammensat selvjustits versus vildt instinkt,
når du har forladt mig
bare for at kunne gå rundt og savne mig.
*
Ronald Reagan i sit køkken, jeg kan lige
se det for mig, han rækker ud efter en citron
der ligger mellem andre citroner
i et fad, og skærer den i to halvdele med en stor kniv.
Jeg ved han engang sagde til Nancy:
When you are not here, I am nowhere,
og jeg tænker på dig og tænker det samme,
der ligger endda citroner i et fad i mit køkken,
og jeg rækker ud efter en og skærer den over
på midten, jeg presser saften i et glas som jeg fylder
med whisky inden jeg åbner vinduet
og tømmer glasset, bygningen overfor er gul
som Judas’ kappe, forræderisk
skærmer husene for horisonten, og over husene
optrævler vinden de højtliggende skyer
som et billedlærred der ryddes, en ensom fugl
slider sig gennem billedet, du var bange for fugle,
du spejdede efter dem når vi
var på landet, men du elskede citroner,
det ved jeg i dag, det er skæbnens ironi
at du forsvandt fordi du kiggede efter en flok alliker
og glemte at holde øjnene på vejen,
og at jeg nu erfarer at dit lange hår langt borte
jævnligt lyser op i nabolaget
som om en præsident bare trykkede på en knap.