til Isidor Ducasse
han indeholder nok en snert.
et instinkt til at løbe væk i talskove
se hvor bregnerne spirer fra hans bryst
hvordan ligene pynter hans fingre
hans øjne er kister der synker i havet
fra struben springer stemmen i luften
hans fødder vækster romerske klinker
han indvandrer historien i sin baggård
lader sig opløse i overgrebenes rædsel
han synger sange til sit indre Persien
og lader sine tankefugle flyve over stepperne
mens hans hestehove slår blodvolde i natten
arbejde
dette Knivskarpe arbejde
som skærer i skælvende fingre
blodets fossen som et mål i sig selv
orgasmen som middel til magt
den rene hvide ild som et billede
på et sted vi alle vil nå
tilsodede øjenlåg som vores udgangspunkt
i en overskridelse der aldrig stopper