Iklædt dyrt sommertøj, så smukt, at jeg tror det er hendes hænder der har vævet silken.
Selvom jeg var en måde at være på kunne jeg også
gennemleve andre
skæbner. Som om kroppen indeholdt for mange
skæbner. Jeg
forærede mig sød sød sød sød te, der hvor
hænderne udførte en
bevægelse førte til den anden. Jeg foldede
hænder omkring maven
i pornografisk had. Som i en smerte
hvor den ikke længere
udsiges, sådan: smerten er aldrig verbal. Mon
jeg vil have sukker
så teen smager mere af hvidhed end blomster?
Er det her Marseille er det her Marseille
spørger jeg, som om jeg ikke ved
hvem der skal svare på det spørgsmål. Det var
meningen at jeg skulle
stå foran de blå gearkasser drikke af teen,
i værkstedet.
En renault 5V skulle jeg lease. Jeg skulle nynne,
i værkstedet.
Ikke for mekanikeren, for min egen lykke.
der baum is tot, mein alter freund.
Jeg tror, at det var mig der, for lidt siden, svarede:
ja, det her er Marseilles.
Mekanikeren skulle sige: vil du assistere mig,
med teknisk support.
Hvilket medium, ville jeg spørge åndende i
regnhættens tekniske stof.
Hvilket medium vil du give mig, en lille gud.
Her, ville mekanikeren sige,
hvor der endnu er signatur fra Ford, skal du lave
et sort hul.
Ja, skulle mekanikeren sige, et sort hul i stedet for
en signatur.
Før jeg ville udøve teknisk support [eller en
kærlighedshandling],
ville jeg fugte et sår med læberne, tænke på
attraktionen ved det anonyme.
På det glatte bord nær reservedelene ville jeg
helt sikkert gribe
ud efter flere sukkerknalder. Min hånd når
ikke destinationen
jeg søger, jeg tror ikke mine hænder finder
noget, fordi
det ikke er en handling. Jeg finder min hånd hvor
smykkerne lyser.
Jeg tror mekanikeren ville have grædt hvis han så
hvor de lyste.
er fiel im fruehen morgenrot.
Det var meningen at nogen skulle sige:
Renaulten er færdig
fordi jeg ikke vil tvivle på om jeg er
min egen skæbne.
Ville jeg være den skæbne: han og ikke hun,
være en skæbne,
et liv uden performance. Som i en hvid anonymitet,
siger jeg.
Det er meningen at jeg skal dø før videoen ender,
men jeg vil savne
at presse teposer i mine lommer, de hænder
som er mere hvide
end sorte fordi jeg hver dag lægger små perler af
sukker på dem.
Helt sikkert ville jeg forlade det værksted uden
mekanikeren, i den beige Renault.
Ville den køre som et politisk system.
Jeg ved ikke
hvornår jeg sidst har set så vitalt et cockpit,
ville jeg sige.
Fuld af lotion i ansigtet, siger jeg mit navn:
Lori Bernadonna.
Jeg er mand, jeg er kvinde, jeg er, jeg er.
#3 – Elfriede Burckhardt
Hendes stemme lyder som gennem en Nokia fra 00‘erne. Motionsdragten var så skinnende, at jeg ikke så hendes ansigt. Det er den første video hvor vedkommende dør.
Far sidder i sin sygdom, i sin skjorte beskidt af huden. Han er ved at forsvinde, som jeg. Som en fugl der sidder fast i lyset af årstiden. Sidder fast i det skinnende solens blødende lys.
Jeg tror han gik ud på gårdspladsen, holdt fremfor sig geværløbet, for at rense patronhullerne. Hans sygdom må være blevet liggende derinde, i stolen.
Nu har jeg set det overalt, billedet af hans ødelagte kranium. Og hver gang jeg så det, måtte jeg sidde ned og tænke. Og anstrenge mig for, at beskrive reaktionen. Og før jeg når til beskrivelsen af reaktionen, når jeg til et punkt hvor det keder mig eller jeg distraheres og gør noget andet. Vander nellikerne, lægger på læberne grårosa lipgloss.
Han skulle overtage sin fars landbrug. Han blev anset som en underestimeret karakter af familien. Bogligheden hadede de. Faren sagde, at selvom sønnen var nørd, var hans hjerte en soldats.
Far overtog det landbrug. Kørte til Felleskjøpet og så på maskinerne. Der var en lækker traktor, husker jeg, en med stereoanlæg. Vi hørte BIG HITS 2002 inde i den.
Her til aften, hvor jeg er klædt i min motionsdragt, de hvide militærstøvler, har jeg tændt et lys for ham. Nu skal jeg ind i samme tradition, nu skal jeg ind i den permanente nat.
Loyaliteten er et løfte, det fører mig i graven.