Victor Boy Lindholm: Forfattertitler

forfattertitler #1, min lille isprinsesse.

kære camilla läckberg
kære lille isprinsesse,
er det hvad prædikanten kaldte dig?
er det hvad stenhuggeren kaldte dig?
kære lille isprinsesse.
kære lille ulykkesfugl.
er du en lille ulykkelig tyskerunge?
er det hvad prædikanten har gjort dig til?
er det hvad stenhuggeren huggede i dig?
kære lille isprinsesse,
kære lille havfrue,
vogt dig for fyrvogteren.
vogt dit fyr.
vogt dit skællede hylster.
kære lille isprinsesse,
hvorfor blev dine titler pludselig så raffinerede?
snestorm og mandelduft.
mandelugt.
var det de sagde til dig i mørket?
at du duftede af mandler,
at du var en fin lille snestorm.
kære isprinsesse
var det hvad du kunne lugte i mørket?
mandelugt.
kære isprinsesse
hvad du skal frygte,
er smagen af fjällbacka,
og super-charlie
kære isprinsesse.
 
 
 
 
 
 
forfattertitler #2, kend mig som de glemte piger.

kære sara blædel
kald mig prinsesse,
du har kun ét liv
kend mig som de glemte piger,
hævnens gudinder.

kære sara blædel
kald mig prinsesse,
trods modvind
er det dødelig alvor

kald mig prinsesse.
kald mig prinsesse.
kald mig prinsesse.
det er dødelig alvor.

kære sara blædel
fortæl mig om grønt støv,
de glemte piger
og morderiske kogebøger.

kære sara blædel
skandinavien er meget,
mere end bare grantræer,

kære sara blædel
du er aldrig mere fri,
dødsenglen er:
claus meyer og
morderisk almanak.

kære sara blædel
kald mig prinsesse.
skandinavien er
paperbacks og
krimiplots.

kære sara blædel.
det her er dødelig alvor.
kend mig som de glemte piger.
 
 
 
 
 
 
 
forfattertitler #3, jeg kan ikke slippe disse tematiske analyser.

kære liza marklund,
er du klar til en nedtælling?

jeg læste i lang tid titlen på din roman, postkortmordene, som postmoderne. jeg følte mig skadet og desorienteret I det her samfund. frataget en slags uskyld ift. ingen relation til brevromaner.

kære liza.
på min samsung galaxy står der, at de franske brevromaner var vækstlaget for en spirende individualisme. på min samsung galaxy står der til højre af buddingevej og til venstre af nybrovej. so long human rights.

kære lizzzzzard,
nyder du din plads i solen?
jeg tror ikke jeg forstår din ‘debatbog’, der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden. jeg tror ikke, at jeg forstår den her form for kønskritik. kære liza marklund, findes der også et særligt sted for kvinder som hjælper hinanden? er det hvad din roman paradiset handler om? skal jeg se dine titler i en slags kontekstuel relation?

kære liza marklund,
jeg tror du ville få meget ud af at læse dante. der findes intet særligt sted i helvede. der findes kun tiltagende hedebølger.

kære liza marklund,
hvem er manden i dit liv?
forelskede du dig lige ind i et mareridt? forelskede du dig direkte ind i primetime? hvem er manden i dit liv?

kære mark, liza har brug for dig.

kære liza marklund,
jeg kan ikke slippe den her tanke om sort, hvid.

kære liza marklund,
jeg læste i sommers din roman, røde ulv. jeg opdagede for sent, at den er filmatiseret.

kære,
vil du forklare de grundlæggende tanker bag asyl?
vil du forklare de grundlæggende tanker bag livstid?
jeg kan ikke slippe disse tematiske analyser af dine titler.
 
paradis.

helvede.
 
 
farver.

kontraster.
 
 
asyl.

livstid.
 
 
primetime.

‘mareridt’.

kære liza marklund,
på min samsung galaxy står der, at det her en sort roman. måske du vil bruge det i din næste bog?

kære l&m,
husk at hjælpe kvinder.
 
 
 
 
 
 
 
forfattertitler #4, carsten jensen, hvordan finder jeg dig herinde på internettet?

kære carsten jensen,
velkommen på internettet.

kære carsten jensen,
har du virkelig set verden begynde? du har set verden begynde og jeg har set internettet begynde. jeg føler at vi har mange ting til fælles.

kære carsten jensen,
er vi de druknede eller er vi druknede?

kære cj (må jeg kalde dig det),
jeg har forsøgt at finde dine kontaktoplysninger. det er virkelig svært. måske er vi, jensen og de druknede resten?

kære carsten,
du er ikke på linkedin.

kære carsten jensen,
hørte du første gang et stjerneskud i dine drømme? jeg drømmer primært om at blive internettets youtube korrespondent. jeg drømmer om al den krig jeg kunne reportere fra. jeg drømmer om #theinternetatwar og om at være med rasmus tantholdt i konfliktzonerne. jeg drømmer om at lave dramatisk klipning mellem lady gagas og justin biebers twitterprofiler. her kommer endnu et retweet og om at læse op fra popcrush.com, at justin bieber nu er sammen med rihanna. jeg drømmer om disse lyse dage på internettet.

kære carsten,
jeg forstår ikke hvorfor du har skrevet en bog med titlen, virkeligheden bag vi, de druknede. det minder mig om en slags fraklip eller en slags undskyldning eller udredning for, at hvad du fortæller er sandt. carsten, jeg synes at det virker meget lidt virkeligt og meget lidt ærligt.

kære carsten jensen,
jeg tror ikke, at du vil kunne lide mig. jeg har kun læst forsømmelsernes bog, og jeg synes at den havde meget lidt med forsømmelser at gøre.

kære carsten,
har du nogensinde virkelig forsømt?

kære jensen,
jeg tror, at dine poetiske titler skjuler en meget bitter lyriker. kom hjem til mig, så drikker vi kaffe, spiser sure orme og skriver internetpoesi. det er meget nemmere og føles meget ærligt. internettet bang, bang, bang.

kære carsten jensen,
efterlad dit telefonnummer i kommentarfeltet.

kære carsten jensen,
bare rolig dine titler er dejlige.
 
 
 
 
 
 
 
forfattertitler #5, hanne vibeke holst har skrevet børnebøger, før hun blev feminist.

hajsa majsa,
du skal,
skal
ud af røret majsa.
mor er løbet hjemmefra.

du er alene.
til sommer.
får du
nattens kys og chicken.

nu må du finde,
hjertes renhed
og
thereses tilstand,
i det virkelige liv
som en lykkelig kvinde.

til sommer kommer undskyldninger.
til sommer bliver du en rigtig kvinde.

hejsa majsa.
du skal ud af røret majsa.
du er alene.

sæt din lid til
kronprinsessen,
som er kongemorder.
din mor er blevet et dronningeoffer.

hajsa majsa,
til aften er der chicken og undskyldninger.
hajsa majsa.
til sommer majsa.
 
 
 

Flere bidrag