Regn over kanalen
hvislende frekvens
jeg burde putte sådan en støj
i en hvid kuvert
smugle kuverten om bord på fly
plyndre flyets hjerte
og via osmose flygte
ind i andre passagerer
med pegefingrene skyde mig ud
gennem paskontrollens nyttehave
og jages af bier gennem kartoffelrækkerne
inden jeg ved søerne åbner munden
og forlader min krop
der falder sammen
som en slåbrok på en badebro
I
hun som gik den flammende trappe
skjulte geværet i en kimono
sorthåret som kun de hadefulde
uskyldig fordi birken sprang ud
i foyeren
højhusene blomstrede
i klitternes lange skygger
hun blev en kæreste, dvs.
en drapering på sin
kæreste
elskoven sprutter som
bunsenbrændere i mørket
og skyer hånet i kemilokaler
II
Isbryderen på drømmeholdet
indspillet med øjnene
beskudt over sommerhusgrunden
isbryderen daler
ned i skoven
som en nål
i en grammofonplade