En græsslåmaskine
æder sig knurrende over en plæne,
mens solen hagler
ned mellem spredte skyer.
Da maskinen tier,
fortsætter en anden lidt længere væk.
Blyanten ligger uvant mellem fingrene
som en akavet erindring.
Jeg sidder i haven
og forsøger at fylde mig selv ud
med mig selv; helt ud
til fingrenes greb om blyanten,
der engang var det sværd,
jeg skar mig ind i lyset med. Hver dag,
for hver dag skyder sit eget mørke.
Hver dag kræver sin flænge:
et digt, et smil, et hug,
der skiller øjeblikket og det unødvendige.
Hele dagen er gået med at lede
efter mig selv,
så vidt jeg kan se nu,
sidder jeg i sengen og ryger,
mens jeg læser de sidste linjer
i en bog, jeg skal aflevere
inden midnat,
den handler om diamanter
bevogtet af papegøjer, Selvet
der så nemt bliver væk
i forestillingen om det perfekte,
så lyder der et brag
ude fra virkeligheden,
nogen har vist skudt papegøjen.